Copenhagen Short Film Festival har eksisteret siden 2013. Siden da har festivalen inviteret filmnydere på alt fra horror og animation til dokumentar og avantgarde. Alt sammen i form af kortfilm. Festivalen foregår forskellige steder i København, med et nyt tema hver dag.
I fem intense novemberdage begav min fotograf, Jonathan Vitting, os ud i den kolde nat for at opleve de små filmmesterværker rundt omkring i København – primært i Biograf Gloria. Med filmprojekter fra hele verden var vi forberedt på alt mellem himmel og jord og blev på ingen måde skuffet.
Fredag d. 8. november
Denne aften var vi både inviteret til New Danish Shorts i Cinemateket og Horror Shorts i Gloria Biograf (selvfølgelig). Grundet tidpres blev vi nødt til at vælge. Jeg kan ikke sige, om vi burde være gået med vores landsmænd, men Horror Shorts viste mange dele af horror-genren, både i form af seksualitet, David Lynch-weirdness og sorg.
Maw
Første film var Maw, som tog fat i den afvigende seksualitet, som vises i form af et ukendt monster. Seeren får det aldrig at se, da det er gemt væk i mørkt fangehul. Richard, filmens hovedperson, forsøger sig med prostituerede, porno og googlebilleder i afmagt over sin mærkelige fetich. Han ender til sidst med at søge efter sin ”egen slags”. Dette resulterer i et møde med den mystiske Max, som lover ham forløsning fra sin byrde. Max har et fangehul, hvori han holder et ukendt monster, den fetic, som Richard har søgt. Sex er ofte tabubelagt eller grænseoverskridende, så at se Ricard kæmpe med at acceptere sin fetich var en intens oplevelse. Jeg tror, mange af Richards forsøg på at undgå ”monsteret”, han skal møde på et tidspunkt, er noget, mange mennesker kan se sig selv i på mange planer. I den afsluttende scene går han ind til monstret med mystiske Max. De står lidt og kigger ind i fangehullets ukendte mørke, før de hånd i hånd går derind. Herefter klipper filmen til sort, og tilbage sidder publikum med en splittet følelse: Gav monsteret Richard den forløsning han desperat søgte, eller åd det ham råt?
Bedtime story
I den mere klassiske ende var Bedtime story af Lucas Pauline & Ángel Torres. En spansk gyser, som vi fik at vide, var så effektiv, at den skulle laves til en spillefilm. Helt kort handler filmen om en suspekt, ældre dame, som bor overfor to drenge. De ser hende altid i vinduet, hvilket skræmmer den yngste, derfor gør den ældste grin med hende for at berolige sin lillebror. Et dumt træk fra den ældstes side. De ni minutter filmen varede, fik hårene i nakken og på armene til at rejse sig. Jeg sad til tider som en ægte woman to the rescue op ad Jonathans arm med halvt sammenknebet øjne og skuldrene oppe om ørene. I samme stil som Børnehjemmet (Orphanage) fra 2007 centrerer Bedtime story sig om det suspekte og makabre i, at noget hjemligt og trygt pludselig føles som et ondt mareridt.
La Noria
Aftens mest mindeværdige film, ifølge Jonathan og jeg, var dog La Noria. En animationsfilm så flot, at den sagtens kunne være lavet af DreamWorks (da det stadig eksisterede, R.I.P). Filmen viser, hvordan sorg og traume kan skabe monstre indeni os, og hvordan vi kan føles os jagtet af disse selvskabte monstre. Det var en rørende fortælling om en lille gut, som savner sin far. I et forsøg på at fortrænge savnet, begynder han at bygge et pariserhjul, som han og faren plejede at bygge sammen. Det går dog ikke som ventet, og man sidder med en klump i halsen næste hele filmen igennem. Scenerne er meget mørke og smukke, melankolske men på en mareridtsagtig måde. Det er først, da den lille fyr oplever lyset (i bedste pigen-med-svovl-stikkerne-kommer-hjem-til-bedstemor-stil), at klumpen i maven forløses, og vi ser, at selv vores sorg og traumer kan hjælpe os videre i livet.
