Copenhagen Short Film Festival har eksisteret siden 2013. Siden da har festivalen inviteret filmnydere på alt fra horror og animation til dokumentar og avantgarde. Alt sammen i form af kortfilm. Festivalen foregår forskellige steder i København, med et nyt tema hver dag.
I fem intense novemberdage begav min fotograf, Jonathan Vitting, og jeg os ud i den kolde nat for at opleve de små filmmesterværker rundt omkring i København – primært i Biograf Gloria. Med filmprojekter fra hele verden var vi forberedt på alt mellem himmel og jord og blev på ingen måde skuffet.
Onsdag d. 6 november
Vores kortfilmsfestivalsmøddom bliver taget i Kunsthal Charlottenborg. ”Bodies of Information” var temaet på de første film, vi skulle se. Der var film sammenlagt varende halvanden time, fra forskellige lande og med vidt forskellig tolkning af temaet. Jeg selv blev meget fanget af Ljósið Mitt, en kortfilm på 14 minutter af islandske Victoria Kaldan. Filmen er en lo-fi rejse, der adskiller de levende og de dødes rige. Desuden var den også dedikeret til Kaldans farmor. Igennem lyset fra en iPhone, filmes to menneskers vandring gennem en kold, snefyldt nat i et boligkvarter. Den virkede som en abstrakt udgave af Blair Witch Project, og selvom jeg ikke altid forstod, hvad jeg så, forstod jeg følelsen af at være nået til afslutningen på noget.
Udover Ljósið Mitt, så vi filmen Til Søde I Det Hinsides, som var opdelt i tre, hvilken også gjorde stort indtryk. Med sin simple stil i form af en digital brevudveksling mellem to veninder, formåede den at projektere store følelser. Lavet af Alice Topsøe-Jensen viste den smukt venindernes kærlighed før og efter døden. Sproget i brevudvekslingen var meget hverdagsagtigt, hvilket gav hele filmen en autentisk vibe. Det var som at scrolle igennem et venindepars Facebook-chat og læse deres mest hudløst ærlige indfald.
De fleste af filmene manglede dog ofte et narrativ, hvilket gjorde det svært for den almene kunstadressat (mig), at forstå. Jonathan, som er meget optaget af kunst i alle sine forskellige former, forstod det dog godt og sagde, at det var meget samfundskritisk det meste. Jeg tænkte, at det nok passede, i og med at kunst har en tendens til at være netop dette.
Hvad jeg dog bedre forstod, var temaet ”Too old to die young”. Filmene blev vist i Gloria Biograf, som for Jonathan og jeg blev stamstedet festivalen igennem. Temaet dækkede over film, som handlede om unge mennesker på kanten eller halvt inde i voksenlivet. Det var meget befriende, at filmene ikke havde så intenst et fokus på kærlighed, men også alle de andre aspekter der er i præ-voksenstadiet.
Meli Melo
I Meli Melo følger vi en vennegruppe fra storbyen som bare døser rundt og lever livet med joints, jokes og sex. Filmen åbner med to venner, som dasker rundt på et tag, mens de snakker om livet og tilværelsen, og hvor de gerne vil hen. Scenen fanger godt, hvordan rodløsheden i ungdommen ofte kombineres med håbet om, at man faktisk er i gang med noget, at man er på vej. Dog er det også tydeligt for beskueren, at det noget måske mere bliver ved tanken end reel handling.
De scener, hvor gruppen er samlet, er ligeså tilfældige og glade som ungdommen føles, når sommeren er varmest og lykkefølelsen er på sit højeste. En følelse af udødelighed. Der var en skødesløshed over filmen og en humor, som meget godt fanger det stadie som kommer før ”den lige vej”. Måske omkring det sabbatår, som dyrkes intenst herhjemme i Danmark. Dog var de unge i Meli Melo nærmere midt-tyverne end i starten af dem. Hele illusionen om den evige ungdom, den evige tid, brydes til sidst i filmen da Morktas ven siger, at man bare skal have gang i noget, nden man er 27, hvortil Morkta svarer ”Jamen… Jeg er 27?”
Boys with butterflies
En meget tungere del af prævoksenlivet blev vendt i Boys with butterflies, som både stillede skarpt på usunde gruppedynamikker, mobning og forældreforhold. Filmen følger 15-årige Filip, som bliver overfaldet på vej hjem fra skole. Det er sket for flere og er et problem i den boligblok, han lever i. Situationen får hans far til gribe ind, hvilket resulterer i, at får de bank. Igennem oplevelsen, får Filip både vendt sit forhold til sine venner og kysset på en meget sød pige, som har oplevet det samme som ham. Hele Filips dynamik mellem vennerne, faren og pigen, viste utroligt godt, hvordan et ungt menneske rummer mange karaktertræk og personligheder. Jeg er aldrig blevet overfaldet og banket sammen med min far, men de forskellige aspekter af Filips personlighed, gjorde at man kunne relatere til filmen. Jeg kunne se mig selv i den lidt kejtede flirt til den søde pige, men også i irritationen og magtesløsheden over, hvor forfærdelige forældre kan være, når de forsøger at hjælpe.
