CPH PIX WARM UP: Værd at gense

Det bimler og bamler, for der er snart filmfestival i byen. Vi er kun lige nået at lande fra MIX COPENHAGEN i slutningen af oktober, før vi drøner videre til den næste filmfest – nemlig CPH PIX. I morgen, den 10. november, slår CPH PIX dørene op for WEEKEND: fem dage bestående af et stærkt og stringent kurateret filmprogram. I den anledning har jeg taget en tur ned ad memory lane og gravet et par filmperler frem, som tidligere er blevet vist på festivalen. Filmperler, som jeg varmt kan anbefale, at du varmer op med.

I og med at jeg selv var praktikant på festivalen i 2017, må jeg erkende, at mine anbefalinger bærer præg af, at det – med længder – også var dette år, hvor jeg så flest film. Ikke desto mindre er der nogle fantastiske perler at finde, hvis du er klar til at dykke ned i en nostalgisk tur til PIX-land.

Vil du hellere skippe direkte til dette års CPH PIX, kan du finde hele programmet her. 

 

Custody (2017) af Xavier Legrand

Custody er en af de mest rørende film, jeg har set på CPH PIX. Jeg vil næsten kalde dig en robot, hvis ikke du klemmer bare en lille tåre ud i den brutale slutscene. Det er dog ikke, fordi jeg gerne vil have dig til at tude, at du skal se den. Custody er en film om den ulykkelige skilsmisse, og hvor galt det kan gå, når far og mor ikke er enige. Vi er mere ovre i thriller-genren, end vi er i den ulykkelige kærlighedshistorie, og derfor sidder du også på kanten af sædet gennem hele filmen. Du ved næsten godt, at det ender galt, du ved bare ikke, hvor galt det ender.

Se den fordi: Det er en af de bedste PIX-anbefalinger, jeg kan give, og fordi det er en film, der får dig helt ud på sædekanten. Intens, rørende og brutal!

 

Girl (2018) af Lukas Dhont

Filmen Girl tegner et rørende og nærværende billede af, hvordan det føles at være født i den forkerte krop. Vi følger Lara, en transkønnet pige, som følger sin drøm om at blive ballerina – en drøm, som hun vil gå meget langt for at opnå. Da hun bliver optaget på en prestigefuld balletskole, lader tingene til at gå den rigtige vej. Men Lara er ikke som de andre piger, og den smerte, hun føler ved selv at være bevidst om dette, er nærmest ubærlig. Igennem filmen er vi vidne til, hvordan Laras afstrafning af sin egen krop bliver mere og mere ekstrem, hvilket ender i en smertelig kulmination.

Se den fordi: Vi får et stærkt indblik i hovedpersonens følelser, der knytter sig til identitet og køn. Dette sker dog på trods af, at vi aldrig kommer helt ind under huden på Lara, for det er der ingen, der gør. Du kan umuligt undgå at blive rørt af Girl. 

 

A Ghost Story (2017) af David Lowery

Ridser man kun lige i overfladen, kan A Ghost Story godt være lidt svær at sælge. Tempoet er karakteristisk langsomt, og plottet lyder heller ikke umiddelbart som det mest ophidsende. Par flytter ind i nyt hus, mand dør og bliver til spøgelse, mand bliver til meget fjollet lagen-spøgelse, mand holder øje med kone, kone flytter, ny familie flytter ind, tiden går og går og går. Casey Affleck klædt ud som et spøgelse kunne for nogen måske være tilstrækkeligt til at se filmen. Men det er ikke derfor, du skal gøre det. Du skal gøre det, fordi der er tale om en dybt original film, som i hvert fald jeg ikke har set noget lig. En film, der går ind og prikker til tanker om eksistentialisme og rører dig på en måde, som jeg ikke helt kan forklare. 

Se den fordi: A Ghost Story er dybt original, og det er svært at finde en film, den kan sammenlignes med. Det var en film, der sad i mig lang tid efter visningen. 

 

Good time (2017) af Benny og Josh Safdie

Hvis du kunne lide Safdie-brødrenes ultrastressende – men ultrafede – film Uncut Gems (2019), så vil du højst sandsynligt også elske Good Time. I Good Time’s pulserende og rødtonede Newyorker-miljø følger vi en upoleret Robert Pattinson i rollen som Connie. Connie har ét mål, og det er at få sin demente bror, Nick (som spilles af Benny Safdie himself) ud af fængslet efter et mislykket bankrøveri. Det lyder nobelt, men Robert P. er alt andet end sympatisk. Alt i alt er der meget enkelt blot tale om en virkelig velskruet og underholdende film!

Se den fordi: Soundtracket er et af de bedste i nyere tid. Tempoet er vanvittigt, og karaktererne er bare for fede. Og så er Safdie-brødrene noget af det mest interessante, der rører sig på filmscenen lige pt.

 

Hannah (2017) af ​​Andrea Pallaoro

Hannah er en af de mest lavmælte film, jeg nogensinde har set. Lavmælt på den måde, at  man ikke skal forvente ret meget dialog. Men selv med få ord, kan man mærke det gennemsyrende traume, der ulmer under overfladen, og som hele tiden titter frem via små antydninger. I filmen følger vi Hannah og hendes daglige rutiner. Hun står op, hun går på arbejde, hun går til svømning. Men under overfladen fornemmer vi hurtigt, at hun også bærer på en dyb smerte. Smerten blotter sig for os, men vi får kun til dels forklaret hvorfor. Som seer får du derfor lov til at danne din egen historie. 

Se den fordi: Charlotte Rampling spiller fortrinligt i rollen som Hannah. Intet mindre. Og film, der ikke behøver store armbevægelser for at fortælle en stærk historie, er bare værd at se.

 

The Killing of a Sacret Deer (2017) af Yorgos Lanthimos

Siden jeg så The Lobster (2015), har Yorgos Lanthimos været en af mine absolut yndlingsinstruktører. Med fuldstændig absurde plotfortællinger og 100 % sort dialog formår han altid at skabe et helt unikt, men dragende univers. The Killing of a Sacret Deer er ingen undtagelse. Der er tale om en velopbygget thriller med en handling, der drives frem af den super-creepy teenager, Martin. Martin er godt og grundig ved at ødelægge en hel familie på yderst bestialsk manér. Og på baggrund af hvad? 

Se den fordi: Den lander lige ned i Yorgos Lanthimos’ karakteristiske univers, som er helt fantastisk, hvis man er til det. Det er du selvfølgelig.

LÆS FLERE ARTIKLER AF ANN KATHRINE HÉR

Skriv en kommentar

kommentarer