Cinemateket serverer film på tallerkenen

Cinemateket
//Foto: Cinemateket

I biografer eksploderer popcorn åbne, og sodavand blandes med vand i automater. Hvis du ikke er til popcorn, findes der også chokolade, vingummier, lakrids, lemonade og til tider også øl. Men hvad med en rosenvandskage til en romantisk scene? Eller spaghetti til en zombiefilm? For smag er immervæk en sans, der ligesom lyd og billeder kan fortælle en historie. VINKs mad-og filmredaktør slog derfor hovederne sammen og udforskede konceptet “Edible Cinema”, som for tredje år i træk er vendt tilbage til Cinemateket.

Af Therese Sandberg og Kjartan Hansen

Filminstruktør Jean-Pierre Jeunet – der er en af instruktørerne bag Delikatessen (1991), som du kan se til årets Edible Cinema – er for mange synonym med Den fabelagtige Amelie fra Montmartre (2001). En film, der med sin sirlige musik, drømmeagtige farvepalet og medrivende, parisiske hovedperson overrasker hele sansespektret. Næsten da. Man mærker, man ser, man hører.

Turister i hobetal har sågar selv tilføjet duft og smag, når de har besøgt den maleriske Café des 2 Moulins i Paris. Det er nemlig her, Amelie arbejder i filmen. I caféens røde og gule interiør og med en overdådig éclair på tallerkenen har VINKs filmredaktør også siddet og fabuleret om den medrivende filmoplevelse.

Smagssansen kan både føre dig i lykkelig ekstase, men den kan også give dig kvalme og trang til opkast. Munden er et følsomt sted. Mange snakker om, at følelsen ved at bide i for eksempel svampe eller muslinger kan være hele årsagen til, at de ikke spiser det. Samtidig kan en tyk, silkeblød skefuld is få tungen til at synge.

Præcis på samme måde kan en smuk udsigt være fryd for øjnene, mens hurtige blink og vilde farver kan være forstyrrende. Smagssansen er altså langt hen ad vejen en lige så stærk sans som synssansen og høresansen, når vi snakker om at generere følelser og reaktioner i kroppen.

Smag – Filmens næste skridt?

Popcorn ved man, hvad er. De knaser på samme måde til en komedie som til en gyser. Men de er sjældent sanseforstærkende. Medmindre man befinder sig i hovedet på Jim Carrey i Dum og dummere. I stedet er det nærmere en stress-reliever. En motorisk bevægelse af en arm, der skifter mellem popcornbæger og mund. Men er det nu også lige meget, hvad vi spiser under en film? Kan smag overhovedet tilføje noget, hvis vi gør os umage med at udvælge noget særligt til en særlig film?

Cinemateket
//Foto: Cinemateket

Edible Cinema tilføjer smag, duft og tekstur til filmen, imens du ser den. I denne omgang kan du opleve fænomenet med den skøre, genrevridende perle Delikatessen. Nu ledsaget af særligt udvalgte godbidder, der eleverer indlevelsen i filmen. En indlevelse, der i forvejen er høj og som bombarderes med indtryk. Så naturligvis blev vi nysgerrige og måtte forbi Gothersgade og opleve, hvordan mad og film går sammen i en højere enhed.

Med Jeunets farverige, følende univers og hans genrebevidste med-instruktør Marc Caros forkærlighed til spændingsmættede dommedagsskildringer opstår en sjov, surrealistisk fortælling med en ganske sælsom smag. En smag, som Cinemateket har ladet simre under låg, før vi får lov til at snuse til og lade den danse på tungen. Og vi er sultne, såvel som spændte.

Filmkunstens grænser rykkes hele tiden! Vi er vant til at se film. Og siden 1927 også til at høre dem. Hvis filmen er vellykket, har vi sågar vænnet os til at føle den som en klump i halsen, spænding i maven og lettelsens sus, når enden er god. Siden 1950’erne har spektakler som fjernsynet, drive-in biografer og 3D desuden udfordret måden, hvorpå vi ser film. Det er dog de færreste, der har prøvet at smage filmen. Men det er alligevel netop det, vi skal.

Ad!”-faktoren

Men hvad skal man dog forvente, at en fransk, postapokalyptisk, sort komedie om kannibalisme smager af? Nok ikke af den sødme, der flyder igennem Amelie. Ej heller den længselsfulde, bitre chokolade, vi forbinder med den romantiske første verdenskrigsfilm En lang forlovelse (2004) eller den syrlige lakrids, der dominerer Caros sci-fi/thriller Dante 01 (2008).

Nej, forestil dig at blive serveret en fedtet cocktailpølse under scenen fra Shape of Water, hvor Michael Shannon brækker sine to rådne fingre af. Eller at bide ind i en rosenvands-kage, mens du ser morderen i Perfume omdanne sine ofre til duft på flaske.

Før vi bevæger os mod biografen, når vi begge korrekt at forudsige, at Delikatessen nok smager af fermenteret pølse. Men det var blot en fordom baseret på filmens indhold. Man ved intet med sikkerhed, før man sidder i biografmørket med de mystiske godbidder i lukkede beholdere foran sig. Her er der plads til at blive overrasket.

Delikatessen er der jo makabre mord, kannibalisme og vold. Det sidste, man har lyst til i mange af scenerne, er at spise. Men det er netop på grund af ens aversion mod mad i disse situationer, at begivenhederne på skærmen føles så meget mere virkelige. Kokketeamet Blanch og Shock har gjort sig meget umage for at ramme dine smagsløg, så nøglescenerne bliver siddende bag gummerne i lang tid.

//Foto: Cinemateket

Det eneste spørgsmål, vi står tilbage med, er, om Edible Cinema kun er effektivt, når billederne på skærmen fremkalder en dårlig smag i munden, allerede før man overhovedet har spist noget.

Som forventet, er du, i mange scener, vidne til noget, der giver dig lyst til at sige stop. Men i stedet for at kigge væk eller lukke ørerne skal du spise noget, som bringer oplevelsen endnu tættere på. I den slidte opgang i Delikatessen sidder der en mand og spiser tudser og snegle i sin fugtige lejlighed, hvor alger og mos kravler ned af væggene. I mørket springer tudserne rundt, og lige når ubehaget når sit højdepunkt, bliver vi bedt om at åbne bæger nummer 4. Her finder vi blæksprutte med kogt kål, eddike og sort hvidløg. Ikke alle spiste op. Men følelsen, stemningen og smagen gik rent ind.

Gryden koger stadig

Men det er ikke ren ubehag, man føler. Der er også honning, sæbebobler og roser på menuen. Det understreger den søde, lidt akavede forførelse i en kvindes lyserøde boudoir. Det understreger to drenges glæde ved at se sæbebobler blive pustet op midt i den golde, gotiske verden, vi befinder os i. Vi får også lejlighed til at imitere karaktererne fra filmen. Når de popper en rød pille med et stort glas vand, får vi også lov til at brække en mere uskyldig rød kapsel åben, og skylle den ned med rom.

De mystiske snackbakker //Foto: Therese Sandberg

Efter fornøjelsen sidder vi på Tryk Bar og skyller oplevelsen efter med en øl. Vi snakker om de prøvelser, vi lige har været igennem. Trods mange gode oplevelser, gik vi hver især glip af nogle vigtige øjeblikke, fordi vi fumlede med overdrevet indpakning. I mørket er alle katte grå, og det var svært altid at gennemskue hvordan hver godbid skulle spises. Før man ved det, er der en død bedstemor-joke der er gået over hovedet på én. Og det er ærgerligt.

Det er tredje år i træk, at Cinemateket lægger hus til Edible Cinema. Hvis vi skulle komme tilbage til den fjerde omgang, efterspørger filmredaktøren nemmere indpakning, som helst skal kunne udføres uden at man mister den pirrende stemning, der kendetegner fænomenet. Madredaktøren efterspørger at maden kan komplimentere flere følelser end blot ubehag og kvalme. Interessant ville det være at se, hvilken type mad der kan symbolisere sorg, kærlighed eller måske endda bare apati (måske popcorn!).

LÆS FLERE ARTIKLER AF THERESE OG KJARTAN

Skriv en kommentar

kommentarer

Kjartan er filmredaktør og skribent med masser af plads i hjertet for nostalgiske Hollywood klassikere, Tarkovsky-film og aktuelle film i biffen. Når han ikke er opslugt af billeder i bevægelse, har han også en svaghed for pasta, en afsky for bladselleri og har angiveligt pænt krøllet hår.