Biografoplevelser, der beviser at den ikke er uddød

I disse corona-tider, hvor biografen er genstand for midlertidigt hjertestop, bliver vi mindet om, hvad vi savner. Derfor virker det også på sin plads at dedikere en artikel til de biografoplevelser, som vi ikke kan fremprovokere hjemme i egen-domicil, men som vi higer efter. Og selvfølgelig til de film med så meget saft og kraft, at de danner ramme om oplevelserne.

Normalt snakker vi ellers ofte om biografoplevelser som værende uddød inden for nær fremtid. Streaming-tjenester som Netflix producerer indhold i en sådan fart, at selv den mest garvede sofakartoffel må se sig overhalet indenom. Indholdet skyder i øst og vest, og kvaliteten er da mildt sagt også svingende. Ikke desto mindre blev en milepæl slået fast i 2018, da sort/hvide Roma som den første streaming-producerede film blev Oscar-nomineret til både Best Picture og Best Foreign Language Feature (I dag Best International Feature Film). Set i lysets af den seneste nomineringsbølge anno 2020, hvor blandt andet Marriage Story, The Irishman, The Two Popes og American Factory har vundet indpas hos Akademiet, er det fair at sige, at Netflix har berettiget deres plads i denne verden. I og med, at der er tale om Netflix-film, giver det selvfølgelig også sig selv, at vi bekvemt og praktisk kan opspore dem hjemme på sofaen.

Så hvad er det egentlig biografen kan, som gør, at vi glædeligt betaler 180 kr. for biografoplevelser med hele svineriet? (Ja, Grand-gængere – popcorn er selvfølgelig en del af det regnestykke).

Der findes de film, som af den ene eller anden årsag bare kalder på at blive set på det store lærred. Den fuldendte biografoplevelse kan fremprovokere stærke reaktioner – både psykiske og fysiske. Og netop sådanne film er i sig selv et argument for, hvorfor vi stadig skal gå i biografen. Men hvad er det for nogle oplevelser, de fremkalder hos os?

Den kvalmende oplevelse, der giver dig lyst til at smutte

Hvert år ruller filmfestivalsæsonen over os, og de af os, der endnu ikke er helt vigtige nok til at nå gæstelisten i Cannes, følger ivrigt med hjemmefra. Anmeldelserne begynder langsomt at tikke ind, og de første Awards-darlings spirer langsomt frem. Men der findes (heldigvis) også de film, som på mange måder bliver oprejst til festivalernes antihelte: de såkaldte ”walk out-films”. Klassens rebeller. Disse film danner ramme om det, jeg har valgt at kalde ”den kvalmende biografoplevelse”. Hvis du tænker dig om, kan du måske selv genkalde et par mindeværdige scener, som efter adskillige år stadig ikke vil forlade nethinden?

Scener, der formår at trække på de helt rigtige virkemidler, hvad end det er visuelt eller auditivt, har evnen til at forstærke sit eget udtryk. Og nogle gange bliver et allerede brutalt udtryk så ekstremt, at det simpelthen bliver for voldsomt at være vidne til. En af de mest diskuterede walk out-scener skal findes i Gaspar Noés Irréversible. Hvis du har set filmen, ved du, hvad jeg mener. Hvis ikke, kan du hurtigt få en fornemmelse af brutalitetens volumen ved en simpel google-søgning. En af de virkemidler, der er anvendt i filmen, er et lyd-hack. Den kontroversielle filminstruktør Gaspar Noé skulle eftersigende have indrømmet at have anvendt infralyd i filmens første 30 minutter. Det er en lav-frekvenslyd, som mennesker ikke kan høre, men som kan fremprovokere reaktioner som frygt og kvalme. Så er der ligesom lagt op til en klammo-biotur af de store.

Det er ikke alle, der har det nice over tanken om en kvalmende oplevelse. Men ikke desto mindre er det en noget, der kun får lov at udfolde sig fuldt ud i biografoplevelser. Hjemme i stuen har vi muligheden for at stikke hovedet under dynen og misbruge mute-knappen, så snart det insinueres, at der er noget voldsomt på vej. I biografen kan vi højest snige os lidt for tæt på sidemakkeren. Men gemme os kan vi ikke – og det bidrager til at skabe den klamme oplevelse, som nogle af os frivilligt siger ja til.

Den storladede oplevelse med smæk på effekter

Der findes en række af film, hvor temaet i sig selv kalder på storhed og over the top-effekter. 10’erne var det årti, hvor blandt andet én slags film fandt vej til seernes hjerter og blev produceret i større tal, end vi tidligere har set. Det er selvfølgelig rumfilm, der er tale om. Det er ikke fordi, rumfilm er en ny ting. Vorherre bevares, vi har da alle 2001: A Space Odyssey fra 1968 på ”skal jeg se, før jeg dør-listen”. Men hvor Stanley Kubricks mesterværk var innovativ for den tids filmkunst, så vi i 10’erne eksempler på film, der både rykkede grænser for tyngdekraft og for vilde effekter. Der kan nævnes blandt andet Gravity, Interstellar, Arrival og Ad Astra.

Hvis man lige tænker en ekstra gang over præmissen for disse film; at rejse ud i rummet, så bliver det allerede der en smule storladent. Og det siger sig selv, at der skal nogle rigtig gode effekter til, før præmissen bliver troværdig. Fuldendelsen af den troværdige præmis er vi dog selv med til at skabe. Hvordan tænker du måske? Ved at se filmen i biografen! Først der kommer filmen 100 procent til sin ret, og temaet får lov til at blive udfoldet.

Hvis du alligevel er for nærig til at se de storladne film i biografen og i stedet henfalder til sofaen, så stilles der lige pludselig langt større krav til selve plottet. Nu har du ikke de vilde effekter og storslåede lyd at falde tilbage på, hvorfor historien i sig selv bliver meget mere eksplicit og sårbar – og det er en smule farligt. Efter både at have set Avatar i biografen og derhjemme i stuen, måtte jeg erfare, at det bare ikke var en særlig fed film..

Den sansende hvad-skete-der-oplevelse

Soundvenue beskrev oplevelsen spot on, da filmanmelder Sofie Lykke Stenstrop i 2017 brugte vendingen ”filmisk hjernerystelse”. Det var lige præcis den følelse, jeg sad tilbage med, da jeg havde set Vinterbrødre. Det her var ikke en klassisk film, hvor man som beskuer fulgte visuelt med i, hvad der skete på lærredet. Nej, alle sanser var i beredskab og blev konstant aktiveret. Kameraføring, lys, lydeffekter- og volumen blandes i en cocktail af kosmisk kaos, hvilket resulterer i, at oplevelsen ikke bare bliver psykisk, den bliver også fysisk. Filmens setting udgøres blandt andet af en kalkmine, hvor de to brødre (og hovedkarakterer) Emil og Johan har deres daglige gang. I den underjordiske mine er der ikke noget, som afslører, om det er nat eller dag. Det eneste, vi har at gribe fat i, er lyset fra lommelygterne. På den måde repræsenterer minen meget godt den følelse, man som seer sidder tilbage med efter 100 minutter. Man ved ikke helt, hvad der er op og ned, og det er ret fedt.

Det pudsige ved Vinterbrødre var, at jeg direkte kunne sammenligne min oplevelse med min venindes, som havde set filmen derhjemme på bærbar. Det var tydeligt, at én af os var mere begejstret end den anden. Gæt hvem. Her har biografen uden tvivl fungeret som den vigtigste variabel, hvilket er et tegn på, at nogle film er skabt til at blive set i den helt rigtige setting.

På trods af at verdenssituationen anno 2020 ikke tillader biografoplevelser lige pt, så understreger ovenstående film, at eksistensberettigelsen er hundrede procent intakt. Så skal vi ikke bare sige, at vi ses på den anden side?

LÆS FLERE ARTIKLER AF ANN KATHRINE HÉR