Ville det hele være nemmere med arrangerede ægteskaber?

Kærligheden er aldrig perfekt. Alligevel stiller vi alt for høje krav til kærligheden og vores kommende kærester. Men behøver det at være så svært? Hvorfor giver vi ikke kærligheden tid til at vokse?

// Illustration: Andreas Blinkenberg

K-Æ-R-L-I-G-H-E-D.

Et ord, der får mig til at lukke mine øjne, dagdrømme om kroppe, der er filtrede ind i hinanden, læber, der mødes, og kilden i maven. Hvor finder man det ord? Hvor skal man gå hen, hvis man ikke bare vil dagdrømme om de sommerfugle, en rigtig forelskelse kan sætte fri i maven? Jeg var overbevist om, at København var stedet! Som jyde fra en lille flække i det kolde, blæsende Vestjylland var jeg overbevist om, at så snart jeg kom til Kjøwenhavn, ville fyrene valse ind i mit liv, og jeg ville hurtigt få en-to-tre kærester. Men det er åbenbart ikke nok, at udbuddet er stort. For selvom man kan lede efter en ung økologisk hipster på Nørrebro eller en kulturel københavner på Christianshavn, skal man tilsyneladende også knække en eller anden forholdskode for, at det skal lykkes.

Jeg undrer mig til tider over den store singlekultur, som blomster så frodigt i det danske samfund. Jeg undrer mig over, at så mange vælger tosomheden fra og går solo i stedet for at flette fingre. Hvad er det, der gør, at vi ikke synes, søndag tilbringes bedst som lilleske med en god film på tv’et? Og hvorfor er det så fandens svært at finde et menneske, der passer lige til mig? Jeg har jo hele København som legeplads. Jeg tror, det er fordi, min storeske skal være den eneste ene, og hvis jeg ikke kan få ham, så vil jeg slet ikke have nogen. Men findes han, eller er han bare en utopi, en illusion, en eventyrsfantasi?

Jeg stiller nogle gange mig selv det kyniske spørgsmål; Var det bedre, dengang ægteskab var arrangeret? Jeg drømmer da om at finde den eneste ene helt selv. Jeg drømmer om, at han popper ind i mit liv en dag, men hvad nu hvis han ikke gør? Hvad nu hvis jeg sætter mine forventninger for højt? Hvad nu hvis kærlighed ikke slår benene væk under mig med det samme, men skal have lidt tid til at vokse sig stor og omfavnende? Hvad nu hvis man lige skal give det en chance, inden det rigtigt tager fat? Hvad nu hvis man ikke skal finde en, man ikke kan leve uden, men bare en man kan leve med?

Kunne man måske lade nogle matche sig op. Jeg tænker ikke på et decideret tvunget ægteskab, mere et ekspertisebaseret ægteskab, ligesom DR1’s eksperiment ’Gift ved første blik’. Her blev par matchet af antropologer, præster og psykologer. Videnskaben tog over, og mennesker blev matchet udelukkende på interesser, personlighedstræk og tiltrækningsfaktorer. Er dette løsningen? Så ville den kræsenhed, der præger en stor del af danskerne, blive sat til side, da ægteskabet er bestemt af videnskabsfolk. Men er løsningen at nøjes, og slet ikke opleve den Hollywood-flamme, som man ser på film? Eller kan flammen bygges op i et arrangeret ægteskab?

Hvis ’Gift ved første blik’ skal være mit udgangspunkt, så ville svaret være, at et ekspert-ægteskab ikke er løsningen. For flere af parrene ender med at gå fra hinanden.

Men hvad er løsningen så?

Burde København ikke være byen, hvor man kunne opleve Hollywoodforelskelsen? På en solskinsbænk ved søerne, imellem efterårsbladende på Assistenskirkegården, i forårsvinden ved Amager Strand eller midt i overfyldt metro pakket ind i vinterhuer og halstørklæder med fingre flettet ind i fingre og øjne fulde af forelskelse. Scenerne er lige til et romantisk Hollywood manuskript, så hvor bliver forelskelsen af?

Er det fordi, at filmkærlighed er opfundet og uopnåeligt?

Det er totalt kynisk og ikke særlig meget mig at tænke sådan, men nogle gange, når jeg kigger ud af mine vinduer på Amager og ser kærestepar og bliver lidt smådeprimeret, fordi jeg er alene, så tænker jeg, at kærlighed måske ikke er, som den man ser på film. Måske den ikke er romantisk og stor, men bare hverdagsagtig og rar. Hvis man glemmer det sus i maven, som jeg drømmer om og måske slet ikke er realistisk, så bliver det hele lidt nemmere. Måske vi slet ikke skal forvente den der forelskelse ved første blik-fornemmelse, som jeg næsten tør vædde på, at alle små piger drømmer om, og jeg også stadig gør. Måske vi skal give kærligheden en chance, give den lidt tid og plads i stedet for at presse den igennem vores travle, stressede, perfekte hverdag. Give den lidt tid til at vokse, og prøve at forstå, at kærligheden aldrig er perfekt.