Nøgenhed – en frigørelse af kroppen? Fortællinger fra jobbet som croquismodel

Som netop udsprunget førstegangs croquismodel for et meget kunstinteresseret publikum, blev jeg nysgerrig på min følelse af kropslig frigørelse, som jeg umiddelbart selv oplevede. Derfor har VINK besluttet at undersøge, hvorfor nogle vælger at arbejde som croquismodeller, hvad de får ud af det, og hvad man skal være opmærksom på i denne lidt aparte branche. 

Min første gang som croquismodel var frigørende. Det har gjort mig nysgerrig på, om andre croquismodeller også oplever denne frigørelse, og om mere erfarne croquismodeller kan lære os noget om kropsforståelse og at tage kontrol? Derfor har jeg forhørt mig hos en mere erfaren croquismodel og hos croquismodel.com. 

Min første gang

Jeg sagde oprindeligt ja, da tilbuddet om et croquisjob bød sig igennem en veninde. Mit ja var primært grundet, at jeg er så hamrende nysgerrig. Jobbet virkede også som et fornuftigt springbræt ind i en (måske) fremtidig side hustle. Det skal heller ikke være en hemmelighed, at croquismodeller er overraskende godt lønnet og derfor gav det mening at hive et par timer ud af kalenderen.

Inden min “optræden” havde jeg gjort mig en del tanker om, hvordan det ville føles. At stå helt nøgen og lade andre tolke min krop med tegneredskaber. Det kildede lidt i maven, og jeg kom frem til, at jeg ville tage det som en udfordring. En udfordring i frigørelse af kropslige forventninger og et opgør med min egen selvkritik. Jeg føler mig også ”gammel nok”. Jeg er nemlig for længst blevet for gammel til, at bekymre mig om kropsidealer og at leve op til dem. Mit mål var at projektere min omfavnelse af min nøgne krop til mit publikum. Hvilket jeg inderligt håber lykkedes, bare lidt. 

In situ – hvordan det var

Det var egentlig relativt afslappet for mig at smide tøjet foran en stor flok unge smukke genbrugsklædte og kunststuderende i deres helt tidligere tyvere. Afslappet dog med et hint af min egen ironiske distance, fordi croquismodel jobbet absolut repræsenterer den aparte side af mine erfaringer fra arbejdsmarkedet. Og helt ærligt talt, så svedte jeg nok lidt ekstra af nervøsitet de første par minutter, men derefter tænkte jeg “fuck det, let’s put on a show”. 

Fordi jeg var (relativt) rolig omkring situationen og også synes, at det var morsomt at observere reaktionerne fra mit publikum, havde jeg en rigtig tryg oplevelse. Samtidig var tegnelæren imødekommende og professionel, hvilket skubbede fokus (næsten) udelukkende i retning af kreativitet. Efterhånden i de to timers varighed blev mit unge publikum også mere nonchalant og meget beærede, da jeg efterspurgte nogle af deres tegninger.

Hannah var færdig med at have body image issues

Jeg taler med Hannah, en tidligere flergangs croquismodel, en sen eftermiddag, hvor hun udpensler sin rejse ind i denne nøgne verden. Også for hende var en veninde facilitator. Igennem denne venindes bureau kom der tilbud om croquisjobs, og efter et par måneder fik Hannah tilbudt et umiddelbart seriøst job med en tegnelærer tilknyttet. Desværre viste jobbet sig at være en mandlig polterabend, hvilket der fra bureaurets side slet ikke var blevet oplyst om. For at få støtte tog Hannah med det samme fat i tegnelæren, som sørgede for at disse gutter agerede ekstra søde og rare. Dog blev oplevelsen med sin første croquis gang ikke den frigørende oplevelse, som Hannah egentlig gik efter.

“Jeg ville gerne afseksualisere min krop, og jeg ville bruge denne mulighed til at sige helt farvel til mine body image issues. Men fordi jeg ikke havde haft et oplyst valg med korrekte detaljer om jobbets format, virkede manglen på kontrol afskrækkende”.

Efter denne oplevelse tog Hannah kontakt til bureauet, hvor hun forholdt sig kritisk til den manglende information. Den ansvarlige fra bureauet vendte vredt tilbage med meldingen om, “at hun jo selv havde tilmeldt sig deres jobtilbud og derfor måtte tage de jobs, der kom.” Derfor tog Hannah en bevidst flerårig pause fra sin nystartede croquiskarriere og gav bureauet fingeren. Hannah kan desværre ikke huske navnet på bureauret, og derfor har VINK ikke haft mulighed for at spørge ind bureaurets politikker om arbejdsforhold.

Et behov for kontrol, da hun tog chancen igen

Flere år senere bød muligheden sig igen for Hannah. Denne gang igennem endnu en veninde, der selv både tegner og har stået croquismodel af mange omgange. Nu stod Hannah i en position, hvor hun hvilede mere i sin krop. Samtidig havde hun tiltro til at hun vidste, hvad hun gik ind til. Grundet sin ro omkring egen krop, besluttede hun derfor, at det var sjovt at prøve igen.

Selvom, som Hannah fortæller, “det føltes lidt akavet at skulle smide tøjet i et lokale på bagtrappen og derefter gå ind til et 20-personers stort publikum arrangeret rundt om mig i en halvmåne, landede jeg i rollen efterhånden.” Denne gang blev hun nemlig mødt af en meget rar og lidt finurlig tegnelærer, som guidede timerne med mange forskellige tegneøvelser om blandt andet positivt og negativt rum. I løbet af timerne, kom der altså både udtryk for både frustrationer, overraskelser og udfordringer med øvelserne for det tegnende publikum. Det satte Hannahs krop i fokus som tegneobjekt og mindre ved det faktum, at hun var afklædt.

“De første 10 minutter var jeg nervøs, men man er ikke rigtig andet end et tegneobjekt for dem. Jeg prøvede at snakke med hende i pausen, men de virkede lidt akavede over, at jeg jo lige havde været nøgen, men jeg huskede jo godt, hvordan det var i den alder med body issues. Denne her gang gav mig en større følelse af kontrol, og underviseren var sød og ordentlig,” fortæller Hannah.

Denne gang oplevede Hannah altså lidt af det samme, som jeg selv har beskrevet. Nemlig det morsomme i at falde ind i rollen som den mere overskudsagtige nøgne part foran nogle ret unge kunststuderende. Det gik nemlig op for Hannah, at for det tegnende publikum bliver croquismodellen ikke andet end et tegneobjekt. På trods af de lidt spøjse interaktioner i pauserne og manglen på et omklædningsrum, var denne gang altså mere på hendes præmisser. Samtidig gav muligheden for at fremvise sin kærlighed til egen krop forhåbentlig en positiv erfaring til publikummet. Efter denne mere positive debut nummer to, stod Hannah derfor model for samme sted af et par omgange.

Så hvorfor er vi nogle, der lader os tegne fuldstændigt nøgne og hvad skal du som fristet være opmærksom på?

Frigørelse har for både Hannah og jeg selv været et fremtrædende tema. Udfordringen, der samtidigt ligger i at skulle bryde med kvindekroppen i en seksuel forståelsesramme, var også en motivationsfaktor. Så på trods af, at vi dog havde meget forskellige førstegangsoplevelser, deler vores oprindelige motivation altså mange ligheder. Som croquismodeller fik vi begge to også en forstærket forståelse for forholdet imellem kroppen og kunsten. 

“Hovedformålet for dem, der deltager, er nemlig ikke croquismodellen, men at udvikle sin tegning og kreativitet. Men jeg anbefaler at stille en masse spørgsmål og selv tage styringen på de forhold, der skal være. For eksempel omklædning,” fortæller Hannah.

Arbejdet som croquismodel kan derfor både opleves som en gateway til at udfordre sine egne kreative evner og bruge sin krop som et levende frigjort kunstværk, hvor især kvindekroppen bliver naturlig frem for seksuel. Samtidig er det en mangfoldig oplevelse at se dit publikums fortolkninger af dig selv. Det er selvfølgelig også en måde at tjene lidt ekstra, da croquisjobs generelt har en timeløn, der ligger væsentligt over diverse småjobs. 

Når det er sagt, er vi dog begge enige om, at man som croquismodel selv er meget ansvarlig for at stille de kritiske spørgsmål om arbejdsforhold. Ved at stille kritiske spørgsmål og derigennem forventningsafstemme, får man nemlig mulighed for at tage styringen og opnå kontrol over omstændigheder som omklædning, politik om mobiltelefoner og pauser. Selve jobbet som croquismodel har nemlig, i hvert fald ud fra vores erfaringer, ikke vist sig at være reguleret som så mange andre jobs. Netop fordi, at der ikke eksisterer et generelt regelsæt, skal man som fristet eller nybegynder have mod på, at være klar i mælet omkring sine krav. 

Efter Hannah tog mig med på sin croquisrejse, har jeg også forhørt mig om andre erfaringer hos croquismodel.com. De fungerer som en indeksside for croquismodeller. De er derfor ikke et bureau, men opfordrer ligeledes kraftigt til at henvende sig for rådgivning. Croquismodel.com understreger altså også vigtigheden i, ikke at stå alene med sine spørgsmål og opfordrer til at tage kontakt til dem vedrørende jobtilbud i denne nøgne branche. 

Ville vi gøre det igen?

Spørger man Hannah, er hun egentlig ikke interesseret i at stå meget mere croquismodel. Da hun i sin tid begyndte, var det personlige behov om kropsforståelse, som drev hende. Disse behov føler hun ikke på samme måde længere. Men samtidig kunne et meget velbetalt jobtilbud godt alligevel friste fremover. Jeg selv vil mærke efter, og hvis jeg stadig er hamrende nysgerrig for mere, så vil jeg overveje at fortsætte. Om vi altså fortsætter dette lidt aparte bijob må tiden vise.

Skriv en kommentar

kommentarer