Mellem alt det røde

 

mellem alt det røde

 

gentagende smæld
mellem træ og asfalt
vækker mine minder
om vores urbane barndom
i provinsen vest for øresund

 

vi er forlængst flyttet
men hvor er du?
jeg venter på dig
midt mellem alt det røde

 

verdenen drejer igen og igen 360 grader
og jeg er forvirret over hvor jeg selv er
jeg har forvildet mig ind et sted
hvor kulturen og hverdagen er blevet eet

 

men jeg savner dig
selvom det er mere end en menneskealder siden
jeg sidst mærkede dit hjerte

 

men hvor er du?
de fremmede sidemænd
som fylder bænken ud
er ikke andet end substitutter
for min egen ensomhed

 

jeg har gemt mig et sted
som ligger lige inden nordvest
et nørrebro
hvor alle er gæster
og de virkelige indfødte
forlængst er flyttet andre steder hen

 

jeg sidder lige her
midt mellem alt det røde
skyerne er fyldt
med mine tårer
jeg savner dig

 

OM TEKST OG FOTO:

 

Jeg gav Louise en udfordring. Hun skulle tage et foto et sted i København, hvor jeg kun fik lokationen, men jeg fik ikke fotoet at se. Hun valgte Den Røde Plads på Nørrebro, som jeg så skulle fortolke poetisk. Vi har ikke set hinandens værker før vi satte dem sammen. God fornøjelse.

 

//Sune Reitz, anmelder, forfatter, historiker og menneske. Har skrevet for VINK siden september 2014.

 

//Fotograf: Louise Herrche Serup