Livsstilsekspert: ”Nu kan vi mødes på meninger og holdninger”

vinkmainimgfileuregrtwwouaqmjufwpivrkhacnvcnhmxxtkyvirnzrzoyxlvtcajqsxdxkkp

ABSALONSERIEN. For 365 dage siden var Absalon en mærkelig, genåbnet kirke, der var blevet købt af en spøjs erhvervsmand. I dag er Absalon på alles læber. Mange københavnerne har allerede stået i kø for at komme ind til enten banko, fællesspisning eller musikquiz. Men succesen er ikke opstået ud af det blå – der er faktisk en slags logisk forklaring.

 

Den digitale tidsalder har længe stormet om ørerne på danskerne. Vi anvender dagligt de sociale medier, og vi kan tage vores digitale venskaber med os hele tiden. I august 2015, midt i vores individualiseringsprojekter på diverse platforme, genopstod Absalon kirken i form af et ’folkehus’.

Folkehuset har på bare et år formået at opnå kæmpe succes med utallige besøgende hver dag. Det kan forklares med at danskerne i dag har ændret mentalitet i forhold til, hvad de gerne vil bruge deres fritid på. For at uddybe dette har jeg kontaktet Grizzly, som er et dansk bureau, der arbejder med adfærd og tendenser, såkaldt Movement Marketing. De læser på den måde samfundets bevægelser og befolkningens ændringer. I en samtale med co-founder og livsstilsekspert, Flemming Møldrup, forklarer han følgende,

”Vi er så småt begyndt at bevæge os ind i fællesskaberne igen. På det område er Absalon en first-mover. Med fællesspisning og bordtennis har Absalon valgt nogle ting, som kan samle folk, og som har en moderne appel,” siger Flemming Møldrup.

Aktiviteter som banko og strikkeklub, der ellers virker som noget, der udelukkende tiltaler pensionister, er blevet moderne på en måde, der står i kontrast til samfundets generelle pres på befolkningen.

”Vi er kraftedeme spændt for. Vi sidder alle i et mega hamsterhjul. Absalon er et modtræk mod det. Fællesskabstanken handler om at finde hinanden midt i al rodet,” forklarer Møldrup.

 

absalon_kim-jasper-3

Fællesskab frem for individer

Mens fællesskabsbølgen er begyndt at skumme op i et hjørne af Vesterbro, stilner individualiseringsprojekterne, der længe har hersket i samfundet, af. I et hus som Absalon er der ikke plads til at dyrke individet, herunder at ekskludere andre mennesker. Det er faktisk det eneste, de ikke har plads til. Absalon tillader ikke forskelsbehandling. Blandt andet havde organisationen Venligboerne arrangeret en syrisk aften i bygningen. Da de spurgte, om de syriske flygtninge kunne få gratis mad, da de jo ingen penge har, blev det et klart nej fra Absalon. Begrundelsen var, at folk ikke er ofre i Absalon. De inviteres til at være en del af fællesskabet, og det kan man kun være, hvis det foregår på lige vilkår med alle andre. Absalon vil udradere samfundshierarkiet. Her findes ingen marginalisering eller etiketter. Det er Absalons forsøg på at være den dagligstue, som de beskriver på deres hjemmeside. Det er et rum, der ikke stiller krav eller forventninger. Derimod deles der holdninger og meninger, og det danner grobunden for et fællesskab.

Fællesskabet, som Absalon skaber, skal ikke udelukkende eksistere i de gamle kirkerammer. Ifølge Absalonejeren, Lennart Lajboschitz, skal fællesskabet være en art bevægelse, der bevæger sig overalt.

”Hvis alting foregår herinde, bliver Absalon et sted. Jeg synes, det kunne være sjovt, hvis vi kunne være en katalysator, der når ud over rammerne, de fysiske rammer,” udtaler Lajboschitz og forklarer, at ønsket om at være en bevægelse og være tilstede mange steder i byen kunne være i form af forlag eller et søsterhus.

 

Oplevelsen af Absalon

Absalon har ofte udsolgte arrangementer. Folk stiller sig i lange køer for at deltage i musikquiz og bordtennisturneringer. De ansatte må sende de rastløse københavnere væk, når der er fyldt. Folk indstiller sig på at komme i god tid. Det fjerner fleksibiliteten for den enkelte gæst, hvilket burde gøre et event uattraktivt, men folk kommer igen og igen. Efter selv at have deltaget i et mindre vellykket arrangement, hvor jeg stadig fik lyst til at komme igen, vil jeg argumentere for, at det ikke er deltagelsen i det specifikke event, der er attraktionen. Eventene er blot en undskyldning for at være en del af det fællesskab, som Absalon er blevet repræsentant for. Folk kommer for at få en oplevelse af Absalon i Absalon.

Lajboschitz mener, det er fordi, Absalon tilbyder noget alment menneskeligt. Derfor rammer de så bredt, når det kommer til gæster. Fællesskaberne opstår nemlig ud af interesse og ikke alder eller indkomst. Interesser er noget, folk betingelsesløst kan mødes over. I dag kan man ikke definere en målgruppe og målrette sit produkt til den. I stedet har vi en ”humørsvingende” forbruger.

”Generationsbarrieren er i gang med at blive ophævet. Vi kan godt lide at være sammen. Vi kan godt lide at være sammen med nogle, der ligner os selv, men vi kan også godt lide at være sammen med nogle, der ikke ligner os selv. Nu kan vi mødes på meninger og holdninger,” siger Flemming Møldrup.

 

absalon_kim-jasper-2

Offentlig støtte er en benspænder

I 2014 købte Lajboschitz kirken for 10 millioner kroner. Han brugte et år og mange penge på at renovere det hele. De store udgifter var elevator og storkøkken, mens han fandt andre ting, såsom tallerkner, på loppemarkeder. Med hjælp fra Lajboschitz’ ven, kunstneren Tal R, fik kirken det helt nye og farverige udtryk, der er fjerner kirkestemningen og vækker legestemningen.

Årsagen til de massive udgifter er, at Lajboschitz gerne vil vise andre ildsjæle, at det her projekt kan lykkes, og derfor bør kopieres. Han har behov for at vide, at det er nok at betale for bygning, istandsættelse og to års drift for at skabe et sted, der kan fremelske medmenneskelighed og sociale relationer. Det er et køb – og hverken en investering med forventet afkast eller af velgørenhed.

Lajboschitz’ økonomiske bidrag har fjernet behovet for at søge offentlige midler. Den økonomiske model er en del af eksperimentet. Lajboschitz og hans ansatte vil se, hvor langt Absalon kan nå med to års privat finansiering.

Der er alt for mange regler og generel langsommelighed forbundet med kommunal støtte, mener Lajboschitz. Det er denne økonomiske forskel, der giver Absalon mulighed for at adskille sig fra de resterende kulturhuse, forsamlingshuse og medborgerhuse, der findes i Københavnsområdet. Disse er alle underlagt kommunen og alle dens mange processer, der ofte spænder ben for kreativitet og store armbevægelser.

 

Derudover tager Absalonejeren markant afstand fra den måde, de kommunalt støttede institutioner anvender etiketter og kategorier til folk. Det marginaliserer grupper i samfundet, mener Lajboschitz, der hellere vil se mennesker som mennesker.

Møldrup tilføjer, i overensstemmelse med Absalonejeren, at, ”hvis Lajboschitz beslutter sig for at gøre noget, kan han gøre det. Han har pengene til det, han har lysten og initiativet, og han kan samle mennesker omkring sig. Han er en forgangsmand, fordi vi er på vej ind i en tid, hvor borgerne forventer mere af virksomhederne. Nemlig at de skal give noget tilbage.”

Man har lov at håbe.

 

Fællesskabet er altså kommet i centrum. Københavnerne vil være mennesker sammen, ikke bare projekter. Derfor kan en humanitær mission, frem for en profitorienteret, lykkes. Vi vil gerne deltage og lege med, når Absalon arrangerer yoga eller bordtennisturnering. Ikke så meget på grund af, at vi er vilde med bordtennis, men fordi vi vil være sammen med andre mennesker. Vi vil ikke længere begrænses til kun at være sammen med folk, der ligner os selv. Vi vil OGSÅ være sammen med nogle, der er helt anderledes. Og derfor kommer vi i Absalon. For at tage del i fællesskabet. For at involvere os med hinanden.

Men Absalon er kun mulig med Lajboschitz’ økonomiske indspark. Altså er samfundets nuværende behov og en alternativ forretningsmodel de primære årsager til succesen i Danmarks første folkehus. Forhåbentlig ikke det sidste.

 

//Alle fotos: Kim Jasper

Dette er fjerde og sidste artikel i serien om Absalon. Det har været en fornøjelse at dele den med jer.

Hvis du har lyst til at læse de tidligere artikler, så kan du finde dem her: “Fra kirke til folkehus: Ønskeøen findes på Vesterbro“, “Absalon er hotdogs og banko” og “Absalonejer:’Vi vil lave en revolution’“. 

Kulturentusiasten, der elsker at formidle, dele og skabe kultur i København. Daglig leder på VINK er min primære funktion, men ideudvikling, research og skriblerier lurer altid i skuffen.