København er gennem tiden blevet betrådt af et væld af ikoniske og talentfulde kunstnere – så ikoniske og talentfulde, at dele af København er opkaldt efter dem. Ved at træde i deres fodspor vil jeg gennem artikelserien “Kunstnerisk byvandring” ikke blot agere din turguide, men også give min version af, hvordan disse hæderspladser påvirker det københavnske byliv. En klar opfordring om selv at tage vandrestøvlerne på skal lyde herfra, men lokker sofaen og kaffen lidt mere, har jeg allerede gjort fodarbejdet for dig. Så læn dig tilbage og lad mig tage dig igennem København og dens hyldest til de store kunstnere.
Første stop på turen: Tove Ditlevsens Plads
Tove Irma Margit Ditlevsen, bedre kendt som Tove Ditlevsen, fremstår som en af de mest markante personligheder i dansk litteratur. Ditlevsen blev født den 14. december 1917 og voksede op i Vesterbros arbejderklassemiljø. D. 8. marts 1976 blev hun på tragisk vis fundet død i sin venindes lejlighed i en alder af blot 58 efter at have taget sit eget liv. Til trods for at det er 80 år siden, hun fik sit gennembrud, synes hendes digte til stadighed at være vedkommende, hvorfor de alle tider har cirkuleret på tværs af køn, alder og kunstformer. Hendes værker er en del af den danske kanon, og de københavnske teatre har de sidste par år opført flere skuespil omhandlende den folkekære digter som eksempelvis Det Kongelige Teaters Tove, Tove, Tove. Ligeledes udkom digtsamlingen Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø i 2018, der er et udvalg af Ditlevsens digte foretaget af forfatter Olga Ravn. Og hvem husker ikke den danske 90’er kultfilm Blinkende lygter, der ikke blot har lånt titlen til filmen fra et af Ditlevsens digte, men også lader Søren Pilmarks figur ytre at: ”Ove Ditlevsen er faktisk en af vor tids største forfattere.” Denne replik har en helt åbenlys humoristisk slagkraft, idet der selvfølgelig er tale om Tove og ikke en Ove. Men replikken rummer bestemt også en sandhedsværdi – for rigtigt nok, så er Tove Ditlevsen en af Danmarks største forfattere. Lad os derfor ære hendes minde med en tur til Tove Ditlevsens Plads. Følg med!
Barndommens Gade
”Jeg er din barndomsgade / jeg er dit væsens rod / Jeg er den bankende rytme / i alt hvad du længes mod.” Disse verslinjer viser sig for mit indre, imens jeg går ned ad Hedebygade på Vesterbro med Tove Ditlevsens Plads som destination. Linjerne er fra det populære digt “Barndommens gade,” og dettes moder er selvfølgelig den danske digter Tove Ditlevsen, der netop selv voksede op i Hedebygade. Digtet fremstår som en kærlighedserklæring til opvæksten, der favner de letsindige såvel som de hårde sider af barndommen. Digtet indgår i digtsamlingen Lille verden fra 1942, hvilket var året inden proletarpigen Esthers opvækst skildres i Ditlevsens roman der ligeledes bærer titlen Barndommens gade. Ditlevsen har aldrig selv karakteriseret romanen som et erindringsværk, men ligheden mellem Esther og Ditlevsen er slående, hvorfor det ville være oplagt at tillægge fortællingen biografisk betydning.
Romanen blev i 1986 filmatiseret, hvor den danske befolkning for første gang kunne se den medrivende og stærke fortælling om Esther – kropsliggjort af en ung Sofie Gråbøl. Ditlevsens digt udgjorde filmens titelnummer, der blev sunget af ingen ringere end Anne Linnet, der tidligere havde lagt stemme og musik til Ditlevsens digte. Ditlevsens position som stor og indflydelsesrig forfatter og digter er i slutningen af 1980’erne altså ikke at tage fejl af, men hendes gennembrud kom dog længe før.
Det var nemlig debutdigtsamlingen Pigesind, der i 1939 banede den litterære vej for Tove Ditlevsen, hvor hun gennem sine fine digte etablerede sig som en forfatter, der satte ord på pigens inderste følelser og tanker. Både humor, melankoli og hjertekvaler blev på smukkeste vis udtrykt gennem Ditlevsens tekster, der med rødder i den klassiske digterform blev leveret med enderim. Digtsamlingen blev en succes, og i 1955 kom hvad man vil kunne karakterisere som en efterfølger, nemlig Kvindesind. Denne digtsamling berører tematikker som moderskab, ægteskab, kærlighed og misbrug. Med digte som “Jalousi” og “Når du forlader mig” skaber Ditlevsen et tekstunivers, hvor den moderne kvinde også kan være sårbar, og hvor det ulykkelige og besidderiske hjerte får råderum. Både Kvindesind og dens forgænger anses som fremtrædende litteratur i kvindekampen, ligesom Ditlevsens stærke og ærlige skildringer af samfundets sociale bund er blevet væsentlig litteratur i klassekampen.
Til trods for at Tove Ditlevsen hovedsageligt betragtes som digter, har hun en bred genremæssig spændevidde, der dækker over romaner, essays, noveller, erindringsværker og artikler. Hun skrev endda sin egen nekrolog. Noget, hun dog særligt huskes for, er sit erhverv som brevkasseskribent for Familie Journalen, hvor kvinder spurgte hende til råds om hverdagens problematikker. Ditlevsen udgjorde en støtte til samtidens kvinde, måske netop fordi hun var forgænger for en ny litterær bølge, nemlig erkendelseslitteratur, der havde til mål at dele privatlivets erfaringer og erkendelser. Ditlevsen lagde ikke fingre imellem livets tungere og mere mørke afskygninger – faktisk synes hendes forfatterskab at være farvet af en hudløs ærlighed i beskæftigelsen med sine egne kvaler, herunder sine indlæggelser på den psykiatriske afdeling.
Vesterbro
Alt imens jeg går og fløjter melodien til Anne Linnets version af “Barndommens Gade,” krydser jeg Enghavevej, der tillader mig en lille omvej, så jeg kan få et smugkig til Istedgade. Dette leder mine tanker hen på digtet “Regn,” der indledes ”Det regnede altid i Istedgade.” Det regner ikke nu – heldigvis, for selvom turguider som jeg selv oftest ses med en paraply i hånden, som var den en fasttømret del af armen, så ville regnvejr nok have fået mig til at gå hjem. Det tørre oktobervejr indbyder derimod til en lille gåtur og fører mig således længere ned ad Enghavevej. Som set i digtet om regnen fremgår det, at København – nærmere bestemt Vesterbro – helt eksplicit danner kulisse for Tove Ditlevsens tekstunivers. Men Vesterbro som scene fremgår også på en mere subtil facon gennem Ditlevsens autobiografiske skrivestil. Ved fremstillingen af livet i den københavnske arbejderklasse fra 1930’erne og frem til sin død i 1976, er det svært andet end at forestille sig Vesterbro, idet denne bydel udpræget husede arbejderklassen.
Men som jeg går og forestiller mig de københavnske børn, der blandt andre tæller Fnat-Hans, og de beskidte gader, de leger i – noget der fremstilles i erindringsværket Det tidlige forår – er det et noget anderledes Vesterbro, der i dag eksisterer. Vesterbro fremstår i dag som en eftertragtet bydel med cafeer og duften af cafe latte på hvert et gadehjørne. Den industrielle Kødby forvandles hver aften til et af de unge københavneres fortrukne festområder, hvor nattens dansetrin akkompagneres af spirende københavnske DJ’s. Gentrificeringen af Vesterbro har bevirket, at Tove Ditlevsen – en af bydelens absolutte darlings – ikke ville have råd til at bo der i dag, givet hun skulle vokse op i 2019.
Så hvordan passer Ditlevsens fortælling om et hårdt og nedslidt Vesterbro sammen med den nye, hippe, velstillede bydel? Der er bestemt steder, der har bibeholdt det hårde udtryk, og Istedgade fremstår da stadig som arena for flere skæve eksistenser, men overordnet set er der sket et markant skift. Måske netop derfor fylder den kære Tove så meget i bybilledet. I frygt for at miste essensen af det ’rigtige’ autentiske Vesterbro, står monumenterne og erindringerne om Ditlevsen ikke blot som en hyldest til hende, men også som et minde om en særlig tid. Hun er den genkendelighed og den nostalgi, som mange behøver for at kunne føle sig hjemme. At Tove Ditlevsens Plads er at finde på Vesterbro, synes da ikke tilfældigt, da dette var hendes barndomsgade, hendes hjem.
De evige tre – Den evige Tove
Idet jeg tager det sidste højresving på min tur, fyldes min øregang med barnelatter og lyden af bolde, der rammer asfalten. Pladsen har nemlig en meget passende nabo; Tove Ditlevsens Skole. Ditlevsen fylder om nogen i bylivet omkring Enghavevej og Istedgade, hvilket ikke blot peger på Ditlevsen som en af Danmarks allerstørste forfattere, men nærmest står som en fin kommentar til Ditlevsens maleriske beskrivelser af Vesterbro. På samme måde som Vesterbro fylder i Ditlevsens tekstunivers, fylder Ditlevsen også i Vesterbros bybillede. Således udødeliggøres Ditlevsen ikke blot gennem sin egen litteratur, men også gennem den fine gestus af at lave hende en mindeplads.
Som jeg går rundt og beundrer pladsen hviler mine øjne pludselig på noget tekst, der springer frem fra den grå betonvæg. Ved første øjekast ligner det mest af alt noget graffiti, der er påmalet med en yderst rolig hånd, men som jeg går tættere på, bliver teksten ikke blot forståelig, men også genkendelig. Det er, hvad der i mine øjne er en af de smukkeste tekster, der nogensinde har fået plads på et stykke papir, og som har fulgt mig siden mit første knuste hjerte. Det er selvfølgelig Tove Ditlevsens digt “De evige tre”. Ved at lade digtet stå som udsmykning, får pladsen pludselig en stemme – Toves stemme.
”Der er to mænd i verden, der / bestandigt krydser min vej / den ene er ham jeg elsker / den anden elsker mig”
[…]
”Hver kvinde står mellem disse to / forelsket, elsket og ren / én gang hvert hundrede år kan det ske / de smelter sammen til én”
Måske smeltede verdens to mænd ikke sammen til Tove Ditlevsens ene store kærlighed, men med mindepladsen smelter Ditlevsen sammen med Vesterbro – en kærlighed, der varede hele hendes liv, og som nu foreviges for øjnene af os andre. Pladsen som en hæder og hyldest til Ditlevsen beriger byen med liv, nostalgi, melankoli og blødende hjerter. Lad hjerteblodet rinde i de vesterbroske gader og smelte sammen til én stor kærlighed til Tove Ditlevsen.
Og som jeg står her, bliver jeg bevidst om, hvilken stor kunstners fødder, jeg har rendt i hælene og kan ikke andet end at bøje mig i støvet for hendes mod og genialitet. Det er fuldt ud berettiget, at hun indgår i den danske kanon, og at der er lavet en plads i hendes ære og minde. Hun er på vores læber, på vores bogreoler og i vores hjerter, så selvfølgelig skal hun også være på Vesterbro!
OPDAG FLERE STOP PÅ VORES KUNSTNERISKE BYVANDRING
