Hverdagsensomhed

vink-ensomhed-anna-huynh3

//Alle fotos: Anna T. Huynh

 

Jeg har venner på Facebook. Jeg har kontakter i min telefonbog. Jeg har sågar kaffeaftaler og fødselsdagsinvitationer i min kalender.

Alligevel føler jeg mig noglegange ensom.

Jeg taler om hverdagsensomheden. Den følelse, der kan gøre en ellers glimrende dag dårlig. Det er en følelse af, at alle andre er sociale, og at jeg selv er alene. Alle andre køber ind sammen, laver mad sammen, går tur sammen, drikker kaffe sammen, fester sammen. Selv hvis jeg er til en fest, blandt en masse mennesker, kan jeg føle mig hverdagsensom.

Jeg kan være en hel dag på arbejde, eller på farten, men når jeg så kommer hjem til en stor sofa og en lille opvask, kan jeg føle mig hverdagsensom. Måske er det overgangen fra at være sammen med andre mennesker til at være alene, der er svær. Jeg kan stresse over ikke at have nogle aftaler den følgende uge, for man skal jo lave noget, ikke? Man skal have jernene i ilden og alt det dér! Man skal ikke spilde tiden, man skal ikke kede sig!

 

Hverdagsensomheden kan opstå i fitnesscenteret, i dét jeg overhører to venner snakke om alt det fede, de skal i weekenden. Selv står jeg diskret og misunder dem, mens jeg bøvler med et par fugtige strømper, der ikke vil af. De skal til en lanceringsfest, til kandidatsfest, til sommerfest, på madmarked, til middag! Jeg skal tjekke Nettos tilbudsavis og sortere falmende kvitteringer.

Ensomheden kan også opstå en søndag med sol, når det lader til, at alle andre enten er ved at fortære hinanden i dybe kys, eller spiser softice med drys. Selv ligger jeg derhjemme og har brugt tre stive timer på at stalke en bekendts kærestes søsters svigerinde….

Eller den kan komme, når jeg sidder derhjemme, og alle andre er ude, men ingen svarer mig på telefonen. Jeg sender beskeder til 1-2-3 personer. Intet svar. Hører en sang i radioen. Stadig intet svar. Folk har gang i alt muligt, kulørte billeder flyver ind på de sociale medier, men jeg har ikke kontakt med nogle. Jeg er Palle Alene I Verden! Det er nok dér hverdagsensomheden er størst: Når det føles som om, at alle andre laver noget sammen, mens jeg selv sidder og tæller støvkorn eller sorterer de pokkers kvitteringer.

 

Engang troede jeg, at det kun var gamle mennesker, der blev ensomme. Eller også var det meget, meget få unge, og det var i hvert fald ikke mig! Men så flyttede jeg hjemmefra og blev klogere. Jeg flyttede alene ind i en lejlighed, på en befolket gade, og jeg fandt ud af, at jeg sagtens kan føle mig ensom. Udenfor var der mennesker, der fór fortravlet rundt sammen, og indenfor sad jeg og var vidne til, at hele verden spænede rundt for at nå alt det morsomme, de skulle til.

Bagefter troede jeg, at det kun var folk uden kærester, der følte sig ensomme. Det er også løgn, fandt jeg ud af. For det er jo netop det skøre ved hverdagsensomheden: Selvom jeg godt ved, at jeg har både venner, kæreste og familie, og på den måde ikke har grund til at føle mig rigtigt ensom, gør jeg det alligevel indimellem. Hverdagsensomheden kan komme, når jeg er alene, eller når jeg er sammen med andre. Hvis jeg føler mig anderledes end dem, jeg er sammen med, hvis jeg føler mig misforstået, eller hvis de har travlt, og jeg ikke har.

Hverdagsensomheden kan opstå, når jeg har en fridag, men ikke har noget at lave, og derfor bruger min tid på at trævle Instagram og Facebook igennem. Jeg ser hvordan andre slænger sig i stribede liggestole på Papirøen, eller deltager i spontane sammenkomster i byens parker og spiser forkullede grøntsagsspyd. Gud, hvor er andre gode til at lave noget, tænker jeg og gumler videre på min chokofant.

Ensomheden kan komme, når jeg sidder i en lejlighed og soundtracket fra gaden er skrigende russere og deres fulde tutorer, og det føles som om at hele verden studerer, mens jeg ikke gør. Jeg føler mig udenfor, fordi jeg bare så gerne vil være en del af fællesskabet.
Fælleskab… Det er vel det, det handler om. Det handler om, at føle sig som en del af noget, at føle, at man er forbundet med nogle. Det handler om at finde et sted, hvor man hører til, at finde et sted, hvor man ikke føler, at de andre ruller videre uden én. At finde nogle, der ikke har for travlt med at have travlt, og at finde et fællesskab, man også godt kan undvære – bare en gang imellem.

For det mærkeligste ved hverdagsensomheden er, at man nogle dage kun lige når uden for døren, før man mærker til den. Mens andre dage? Der er hverdagsensomheden der bare ikke.

 

Forleden gik jeg en tur gennem byen. Det var aften, det var varmt, folk sad bænket på barer og brosten. De drak øl og grinede, nogle var ude at gå tur med deres hunde og andre havde deres solbeskinnede børn i københavnske Christiania-cykler. Jeg tror, at folk så på mig og tænkte, at jeg var hverdagsensom. Det ville jeg nok selv have gjort, hvis det var mig, der havde set en enlig pige vandre træt rundt. Men det underlige var, at jeg var glad for, at det ikke var mig, der sad og ævlede med nogle! Jeg var ikke ensom, jeg var bare alene.

Der slog tanken mig: Måske er det i virkeligheden ikke så slemt, at føle sig hverdagsensom engang i mellem? Måske er det et grundvilkår, at vi føler os ensomme fra tid til anden?

Dem, der sad på bænkene og barerne, da jeg gik tur, har måske følt sig hverdagsensomme aftenen forinden, eller dagen før det. Noglegange er man ude og have det sjovt med andre mennesker, og noglegange er man ikke. Alene og ensom er to forskellige ord, men måske er vi slet ikke så hverdagsensomme, som vi føler os. I virkeligheden er vi nok bare alene for en stund. Og kunne vi egentlig ikke få noget godt ud af den stund?

Vi kunne jo starte med at godtage ‘hverdagsensomhed’ som en følelse på linje med det, at være glad. Noglegange er man det, andre gange er man ikke. Hvis vi ved, at alle er hverdagsensomme til tider, og at der ikke sker et hak ved det. Når vi ved, at alle indimellem keder sig og sorterer falmende kvitteringer, er det måske lidt lettere at kapere, næste gang vi mærker til den ensomhed, der kan komme i hverdagen.

 

vink-ensomhed-anna-huynh

Skriv en kommentar

kommentarer

Jeg hedder Anna og er 24 år. Jeg bor i en lejlighed på Nørrebro, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg er også glad for blandt andet gåture, efterår, ord, kultur, psykologi, mandage og København.