Haven20: En urban vandrehistorie

Interview: Når man skal fortælle om Haven20, er det let at løbe tør for ord. Rent lavpraktisk er det vel, hvad man ville kalde et kulturelt venue i Sydhavns industrikvarter. Et space, hvor unge kunstnere og iværksættere kan udfolde deres evner udenom de store institutioner.
Men det er også noget andet og mere end det. At være i Haven føles som at have opdaget et hemmeligt sted. Lidt ligesom de huler, der blev skabt i barndommen med gode venner. Et rum, der opstår bag forfaldne cykelskure eller under store buske og som rummer uanede potentialer.

Det er ikke nemt at finde Haven20, hvis ikke du har været der før. Det er nemlig ikke nok at holde sig til de store veje og kendte ruter. Du skal turde gå på opdagelse og lade blikket vandre i det sydhavnske terræn. Du skal søge mellem busholdepladser og efterladt industri, til der viser sig en lille sti omgivet af brombærbuske og stålhegn. En umiddelbart kontrastfyldt opsætning, men den er, ligesom Haven, et udtryk for alle de overraskelser, der stadig er at finde København, hvis bare vi leder efter dem; Brombær langs et stålhegn, en legende festhave i Sydhavns postindustrielle kvarterer.

Fotos: Benjamin Voldum Krog. Havens mange dekorationer, heriblandt en hjemmelavet diskokugle, der pryder Havens himmel.

Et sted bygget op af byens rester

Initiativet til Haven er taget af 23-årige Oskar Hansen, der til hverdag studerer billedkunst på kunstakademiet. For ham beskrives stedet bedst som en ”lomme”; Et forladt område, der hidtil ikke er blevet udnyttet, men har fået lov til bare at være og vente på, at nogen skulle finde på at putte noget i det. At finde lommerne handler om nysgerrighed. Nysgerrigheden har Oskar Hansen som teenager dyrket gennem Urban Exploring, en praksis der handler om at søge ud mod storbyens forladte områder, og som har ledt ham til Haven.

” Det handlede egentlig bare om at være nysgerrig på den by, jeg levede i og egentlig bare prøve at tage derhen, hvor mennesker normalt ikke var. Jeg oplevede, at folk i byen klumpede sig sammen og var de samme steder, men at der er mange områder i periferien af København, som er utrolig spændende. Og at det ville være sjovt at invitere folk ud i de rum, der er mystiske og atypiske og krøllede.”, fortæller Oskar Hansen, da vi sidder ude på den hjemmebyggede terrasse, der udgør Havens baghave. Han har inviteret forbi til et glas saftevand i den hede sommervarme og peger og fortæller om Havens tilblivelse.

På mange måder kan Oskar Hansens beskrivelse af Havens begyndelse sagtens lyde som starten på en hemmelig hule: Haven er blevet opbygget langsomt med fra venner og bekendte. Mange af materialerne har de enten fundet rundt omkring i byen, eller fået forærende, som for eksempel den skibscontainer, der i øjeblikket blandt andet tjener som udstillingsrum. I virkeligheden består Havens indretning på mange måder af ”resterne” af andres byggeprojekter, der er blevet samlet op og lavet om. Ligesom selve jorden er en slags ”rest” af byen, der er blevet samlet op og gjort til sit eget.

//Foto: Benjamin Voldum Krog. Den gamle container, der nu fungerer som blandt andet udstillingsrum. Her med udstillingen “I rejseleve” af Lucas Nikolaisen og Tatsuya Sugimoto.

Som at sidde i nogens have

Haven20 åbnede officielt sidste sommer, og siden da er det gået stærkt. Stedet drives nu af mellem 60-70 unge mennesker, hvoraf de fleste er frivillige.

Der afholdes op til flere events hver uge og gerne med så bred en spændvidde som muligt med alt fra koncerter til middage og kunstferniseringer. Oftest planlægges begivenhederne kun et par uger i forvejen, og det er gratis for de udefrakommende aktører at låne stedet.

Fordi Haven primært er et udendørs-venue, har mulighederne været større under corona, og der har kunne leges mere med formen. For folkene bag Haven er det vigtigt, at stedet ikke umiddelbart kan sætte i bås, men hele tiden formår at ændre sig. Der skal være plads til det spontane og det legende:

”Mit håb er, at det skal føles som at være hjemme hos nogen-hjemme i deres have. At man ligesom bare kan tænde et bål, hvis det er det, man får lyst til. Der er også folk, der har troet, at det var et kolonihavehus. Det er sjovt, at når man indretter et sted, så det ikke ligner en bar eller et kulturhus, at folk forvirres.”, siger Oskar Hansen, mens han smågrinende tager en tår af sit saftevand.

Forvirring kan da også let opstå, hvis man forsøger at sammenligne Haven med hvad der ellers forstås som en typisk storbysbar. Hvor disse ofte indgår som en fast del af byens tapet, udgøres Haven særligt af dybe kontraster. Kontrasten mellem den omliggende, grå industri og den grønne frodighed indenfor Havens buskads hvor man altid lige kan ane fjernbusserne fra den nærtliggende busholdeplads, man ellers dårligt lægger mærke til.

En slags urban vandrehistorie

Der er begyndt at komme mange forskellige mennesker i Haven. Under en Midsommermiddag sidst i juni, beværtet af den ny-opstartede, madoplevelses-duo Amalie&Flora, sad der mennesker i alle livets aldre side om side ved de to langborde. Hele aftenen skålede gæsterne i sommerdrinks og rosé, hujede når Danmark scorede i fodbold og nød musik fra italienske LP’er til den smukt tilberedte mad.

Kendskabet til Haven går ofte fra mund til mund, som et slags urbant folkeeventyr. Beretningen breder sig som ringe i vandet til den rammer andre kreative unge med lyst til at dele deres ideer og skaber på den måde grobund for nye events og projekter.

//Fotos: Malene Merkel. Midsommermiddag i Haven20 med italienske sommerretter.

Byens liv bevares i lommerne

Eventyret kan dog ikke vare evigt, og Haven lukker ned for good i slut september. Men selvom Haven lukker, så skal de hemmelige huler nok bestå. Og ifølge Oskar Hansen handler det især om at bevare byens lommer, så stederne har rum til at opstå:

”Man skal bare lade nogle områder være frie. Det her er et resultat af, at man ingenting har gjort”, påpeger han og slår armene ud foran sig.

”Der skal bare være nogle huller, nogle lommer, hvor der er tomt. Hvis man planlægger en by på den måde, så tror jeg, at der kommer nogle virkelig fede steder og nogle virkelig fede vibes. Man behøver ikke at være så bange for, at der ikke sker noget. Der skal nok ske noget. Hvis der ikke er de der efterladte områder, de udefinerede områder, så kvæler man byen.”, erklærer Oskar Hansen og lader blikket vandre over de vilde planter, der langsomt bekæmper sig terræn for foden af terrassen.

LÆS FLERE ARTIKLER AF ALBERTE HÉR