Jeg er sikker på I har kørt/gået over den, sejlet under den, svømmet omkring den, men har I sådan rigtigt lagt mærke til den? Dér hvor den putter sig, mellem peberkagehusene på Børsgade og glaskasserne langs Christianshavns havnefront. En bro er vel en bro, kunne man sige, men jeg tror Kaj Gottlob her, havde noget helt specifikt i tankerne, da han blev sat på opgaven at tegne en ny Knippelsbro, der stod færdig i 1937.
Broen og skibet?
Jeg har altid associeret Knippelsbro med et skib, særligt sådan en elegant oceandamper. En lille fact: det er faktisk Knippelsbro, Kim Larsen synger om i hans rock-klassiker “Langebro”. Ja, det er lidt forvirrende, det kan nok skyldes noget med, at versefødderne skal passe – ellers noget, han sjældent gav særlig meget opmærksomhed.
Som sindbilleder er broen og skibet jo ikke så langt fra hinanden, de skaber begge forbindelser, så øboerne ikke længere skal være et stykke for sig selv, men en del af helheden. Det samme gør Knippelsbro, der smelter Slotsholmen og Christianshavn sammen. Lad os kigge lidt nærmere på broen:
Først er der kontroltårnene og deres rundede vinduer, vi alle har lært at kalde for koøjer – samt det lille dæk omkring tårnets øverste etage, leger også med det skibslige. Her kan man gå ud og mærke havets gus. Der skal ikke meget fantasi til for at forestille sig de irgrønne kontroltårne, ikke siddende på denne bro, men på en oceandamper, på vej til New York eller Rio. Selvsamme tårne pryder 200-kroneseddelen. Interessant nok er broer et yndet motiv på pengesedler, måske det har noget at skabe med at skabe faste, pålidelige forbindelser og knytte folk tættere på hinanden eller noget med handel eller toldpenge – men tilbage til Knippelsbro.
Et andet maritimt element, der er værd at dvæle ved, er rækværket – eller skulle vi sige rælingen! – der elegant følger byggeriet. Sandsynligt er det, at det har reddet mange nattedrømmere med evighedslængsler fra at falde i det utilgivelig blå – og måske endda Kim Larsen? Det er altså en eventyrlig bro, hvilket også de solide stålkonstruktioner vidner om – her har menneskehænder veget for de store maskiner på B&W og bøjet dem og sat dem på plads. Faktisk bliver det tekniske fremhævet ved broen og erikke forsøgt gemt væk. Det er en kunst at bygge en bro, i Knippelsbros tilfælde er bygningskunsten og ingeniørkunsten gået sammen og har skabt en lille modernistisk perle.
Et par maritime meditationskugler
På dagen hvor jeg var ude at se lidt på broen og tage nogle billeder, gik jeg tilfældigvis med to fiskeolietabletter i lommen–, til overs fra morgenmaden. De fungerede som et par maritime meditationskugler, dér i min lomme. Men faktisk er hele skibsidéen ikke ren tankeflugt, provokeret af lidt småharsk fiskeolie. Der findes faktisk en stilperiode i arkitekturen kaldt Streamline Moderne eller Ocean Liner Style.
Knippelsbro er en såkaldt modernistisk bygning, hvilket betyder noget andet end moderne, som jo bare betyder ”nyere end.” I det tidlige 20. århundrede kom der for alvor smæk på den industrielle udvikling. Der blev bygget, handlet og produceret i et stadigt stigende tempo, og den gamle verden med alle dens traditioner, autoriteter og puklende hårde arbejde måtte vige for en stor fremskridtsoptimisme.
For arkitekterne betød det, at de måtte finde et nyt formsprog, der afspejlede denne teknikkens sejr. Transportmidler som toget, flyet og skibet var med til at forbinde verden og gøre den mindre, og her fandt nogle arkitekter inspiration til en ny måde bygge på – noget, der skulle pege fremad. Formen skulle følge funktionen.
Den schweiziske arkitekt Le Corbusier udtalte stor beundring for oceandamperne; de var en befrielse fra fortidens undertrykkelse og burde derfor fungere som et forbillede for, hvordan man skulle bygge. De tanker har fundet indpas i flere danske byggerier. Ikke bare i Knippelsbro, men tænk bare på det gamle Panum, særligt på den side, der vender ud mod Tagensvej. Flere af de tidlige danske højhuse har også et kip med flaget til den gamle Corbusier med deres lange horisontale linjer, der minder om krydstogtskibene med deres uoverskuelige antal kahytter.
Det er muligt at gå på jagt efter de her Ocean Liner Style -bygninger rundt i København. Allerede har jeg nævnt: koøjerne, skibsrælingen og de strømlinede og kurvede linjer. Dertil skal nævnes lange horisontale sammenhængende vinduespartier. Ofte er det bygningerne opført i det for sin tid nye materialer som beton eller
Også Københavns kommune har fået nys om bygningens maritime kapaciteter og har indrettet en lille kulturinstitution i det ene af broens kontroltårne – tjek det ud! 
En elegant, slyngende trappe på Christiansborgsiden, der sagtens kunne være placeret på en krydstogtdamper.
Fremtiden var bedre i gamle dage
Sådan står Knippelsbro som en lille huskekage for en tid, hvor krydstogtsskibet var all that, og i morgen var lys, fordi den var længere væk fra i går end i dag. Det er ikke (alene) for at ende ned ad en pessimistisk rute, men fremskridtsoptimismen er ikke, hvad den har været. Det, vi havde orienteret os mod tidligere, de økonomiske og tekniske sociale fremskridt, synes ikke længere at være ’Opskriften’. Fremtiden er nu blevet krisernes holdeplads: klimaet, det politiske system – hvad kommer der til at ske næste valg? – eller den nuværende sundheds- og (måske, måske ikke) økonomiske krise, som har efterladt håbet udmattet og vandrende på krykker. For at blive i skibsjargonen, så er vi på Titanic på vej mod isbjerget.
Det kan også siges på den måde, at Knippelsbro er et udtryk for en særlig tidsånd, og den var på det tidspunkt, den blev bygget i overensstemmelse med tidsånden, men nu, når tidsånden har overhalet den, kigger vi pludselig på den på en anden måde. Den er blevet kulturarv, the way we were. Dét skal der selvfølgelig være plads til, og jeg glæder mig til den dag, hvor Gottlobs bro kommer på Frilandsmuseet eller Den Gamle By, for der er løbet meget vand under broen, siden den stod færdig i 1937
LÆS FLERE ARTIKLER AF JARL HÉR
