Fortællinger fra de Brune Værtshuse: Café Ægir

De brune værtshuse i København gennemlever i dag sin anden ungdom. Unge mennesker strømmer til, og selvom mange af de historiske beværtninger allerede har ladet livet til fordel for café latte-udskænkning, så er der stadig håb for de gamle stuer. I visse tilfælde har den nyvundne popularitet jaget stamgæsterne på porten. Sammenholdet er blevet erstattet af nye idealer, men måske er det værd at huske, at det faktisk er de gamle travere, som skaber den helt specielle stemning, som vi tiltrækkes af. I en række artikler ser jeg nærmere på livet på de brune værtshuse, og denne gang har jeg snakket lidt med 28-årige Pernille, der er bartender på Café Ægir på Nørrebro.

Pernille trives bag baren i Café Ægir
Pernille trives bag baren i Café Ægir // Foto: Ditte Maria Engelhardt

”Jeg kommer til at blive hængende her. Jeg elsker Nørrebro og jeg bliver her.”

Pernille sidder på en barstol ved siden af de øvrige gæster og sludrer, da jeg kommer ind. Hun har en Tuborg og en cigaret i hånden, og jeg får hurtig serveret samme omgang. I dag er hendes fridag, så hun kan sidde her og slappe lidt af og lade en anden bartender gøre arbejdet. Det var dog ikke så svært at lokke hende ned forbi baren, selvom hun bor i Brønshøj. Hun er opvokset på Nørrebro; en bydel hun ikke kommer til at slippe lige med det samme, hvis det står til hende selv.

Det er torsdag eftermiddag, og ugen er så småt begyndt at ramme folk. Trætheden ligger i alle krogene og sniger sig ind på stemningen på gaden. Også på Café Ægir, der huserer på hjørnet af – ja, du gættede det – Ægirsgade på Nørrebro, er stemningen lidt doven. Det er kun et par enkelte kunder i baren og en stor bamse af en hund. Det pelsede, firbenede væsen kaldet Daddy har en mere eller mindre fast plads – midt på gulvet og umulig at komme udenom. Ikke desto mindre er han en dejlig logrende, om end en anelse savlende velkomstkomité.

Hønen og Ægget

Sammen med sin far, der gik under kælenavnet Hønse, er hun kommet på værtshusene i Ægirsgade siden hun var lille. Hønse kom ofte på Café Ægir, og med en far med det hyggelige kaldenavn blev Pernille selvfølgelig hurtigt til døbt Ægget blandt bodegaens gæster. Lidt længere nede ad gaden ligger Karrusellen, hvor Pernilles farmor arbejdede dengang. I dag arbejder Pernilles mor, Buller, på Karrusellen, og Pernille selv har også arbejdet der i en periode.

For hende er der er en ægte hjemmefølelse og masser af barndomsminder forbundet med området, de gamle brune stuer og ikke mindst menneskerne her.

”Jeg kender mange af dem, der kommer her, både de gamle og unge stamgæster”, fortæller hun.

En af dem er Hvalpen, der også er på Café Ægir i dag og er frygtelig snaksaglig og noget uforståelig. En anden er Hr. Larsen, der er kommet ind og har sat sig til rette ved stambordet ved siden af os med en øl og en håndfuld Underberger.

”Hendes far gav mig engang en røvfuld – den var velfortjent. Vi var bedste venner lige siden”, stemmer Hr. Larsen i fra sidelinjen. Han minder lidt om en forpjusket bedstefar. Selvom øjnene svømmer lidt, kan jeg tydeligt se omsorgen og venligheden, når han snakker om Pernille, Lillepigen.

”Ja, for dem, der har kendt mig altid, er jeg stadig lillepigen”, siger hun. ”Også selvom det er mig, der passer på dem nu”, følger en kommentar lidt ud af mundvigen.

Pernille og Buller i baren på Cafe Ægir // Foto: Ditte Maria Engelhardt


”Vi kæmper om, hvem der knokler mest”

Pernille falder ikke just ind i det billede, mange har af bodega-miljøet. Hun er 28 år gammel med langt rødt hår og et par elegante briller, hun lige har anskaffet sig, og som gæsterne synes får hende til at se klog ud. Som ung kvinde, og fuldtidsbartender på en bodega uden intentioner om at skulle et andet sted hen, møder hun en del fordomme:

”Folk kan ikke forstå, at jeg arbejder her fuldtid. Men jeg er kreativ og flyvsk – jeg maler ved siden af og tjener lidt på det – så jeg kan godt lide friheden i arbejdet, og så synes jeg det hyggeligt at være bartender,” fortæller hun. Jeg kan mærke, at det er et standpunkt, hun gentagne gange har måtte forsvare.

Pernille oplever, at folk ikke ser det som et job, men som en fest og som tidsfordriv eller i bedste fald en kort adspredelse, inden det rigtige liv starter, når unge arbejder på en bar. Som bartender må de også godt drikke, når de står bag baren, men det holdt Pernille hurtigt op med:

”Det er jo et job som alt andet, selvom man selvfølgelig stadig skal imødekomme festen.”

Alligevel har mange en holdning til hendes karrierevalg. Det er dog primært folk i periferien, der synes at have svært ved at forstå hendes karrierevalg og hvorfra hun oftest møder kritik.

”Jeg har en dejlig hippiemor og en rockerfar, så de forstår det udmærket,” griner hun. Og når det kommer fra de ældre stamgæster ser Pernille det mest som omsorg: ”De er bare bange for, at man ender der, hvor de selv er.”

”Du har jo ikke knoklet dig til det og taget en uddannelse. Det er for nemt,” mimer Pernille derimod de kritikere, hun møder blandt både unge og gamle.

”Vi lever i et samfund, hvor man skal lide lidt for det, før man får respekt. Det skal helst gøre lidt ondt at blive til det, man gerne vil være. Men jeg gider ikke knokle for det. Jeg vil hellere være lykkelig. Kan de sige det samme? Jeg har ikke knoklet mig ihjel for at få andres respekt. Men jeg har heller ikke kostet samfundet en krone. Og så sidder de jo alligevel her og drikker øl.”

”Det er vores knokler-samfund, der er problemet. Vi kæmper om, hvem der knokler mest.” slutter Pernille.

”Man skal ikke kende miljøet, men mennesket”

Pernille mener, at det at være bartender, til tider er lidt som at være psykolog. Eller mor. Eller dirigent. En gang imellem skal man kunne sætte folk på plads, og andre gange skal man være den fjollede pauseklovn. Men vigtigst af alt skal man have respekt:

”Man skal kunne se mennesket bag drukkenbolten. Hvis ikke du synes, at andre mennesker er interessante, så skal du ikke være bartender.”

Der kommer alle slags typer på et værtshus som Café Ægir. Typiske arbejdsmænd, gamle nisser og nisse-inder, unge, der ikke gider være helt unge og dem, der bare er her for det sociale. Der er veninder, der snakker om verdenssituationen nede i ”psykologhjørnet”, og så er der Tinderfyren, der kommer med en ny pige hver weekend.

”Vi ændrer os ikke for folk, men prøver selvfølgelig at forstå dem, når de fortæller. Det kan godt være lidt hårdt med dem, der har det lidt hårdt i livet. De siger mange ting – også meget, man ikke vil høre. Nogen gange må man simpelthen være hende den sure, der siger de skal stoppe. Der skal være klare grænser mellem gæst og ven. Men man kommer alligevel tæt på folk, og når man engagerer sig i deres liv, må man også passe på dem. Én giver jeg fx ikke snaps, fordi jeg ved at han falder, og så bliver han lidt irriteret.

Netop den tryghed er grunden til, at Pernille mener, at de brune værtshuse vil overleve, selvom de unge rokerer meget mere rundt i dag end før i tiden, og derfor sjældent når at være et sted længe nok til at få et stamværtshus.

”Mange har det med at vende tilbage, hvor de føler sig trygge – og så er det rart at kommet et sted, hvor man kender bartenderen. Og der er noget tryghed over værtshuse, fordi der er et behov for at nogen ser en. Og hvor det er okay at være lidt mærkelig. Her kan man være som man er i nattøj, arbejdstøj eller hvad du vil. Og det kan man ikke andre steder.”

Pernille og Buller sidder ofte og får sig en snak i baren // Foto: Ditte Maria Engelhardt

Et ungt værtshus

Selvom jeg ikke forestillede mig det, da jeg trådte gennem døren under den blå markise og ind på dette klassiske old school værtshus, så er det et ret ungt klientel, der gæster Café Ægir. Næsten alle der arbejder her er under 30 år.

”Fra morgen til 20 om aftenen sidder de ældre stamgæster her gerne, men derefter kommer de unge til,” fortæller Pernille. ”Det er blevet lidt en modeting, tror jeg. De synes det er behageligt at sidder her og drikke en øl. Og så er der faktisk heller ikke andet end værtshuse i nærheden.”

Selvom det virker fredeligt på Café Ægir denne torsdag eftermiddag, bliver jeg forsikret om, at det er stilhed før storm. En enkelt torsdag om måneden inviteres der nemlig til live musik i form af Amalie og hendes guitarspillende kammerat, Thomas. Og det kan trække de unge til, fortæller Pernille. Amalie og Thomas er blevet en fast del af repertoiret på baren og har været det de seneste to-tre år. Det har heldigvis ikke været noget problem for de gamle travere at dele baren med den musikglade ungdom.

”Nogen steder kan de (stamgæsterne red.) godt føle sig invaderet, men her er det ikke noget problem. Nogle gange kan der dog være lidt et problem med de faste pladser,” griner hun.

Hr. Larsen brokker sig da også lidt over at hans bord bliver taget i ny og næ. Også dengang Pernille lånte det til sin fødselsdag. Men hen ad aftenen, i takt med at baren fyldes mere og mere op, kommer han alligevel til at dele sit bord. Da klokken nærmer sig musiktid, er det knapt til at finde plads. Dem, der tidligere sad i baren, er så småt drysset hjem – også Daddy– og gennemsnitsalderen er kommet godt ned mod de 30. Måske endda yngre.

Da Amalie og guitarist sætter musikken i gang er stemningen høj. På scenen blandes Kim Larsen-klassikere med Rihanna-hits, og der skydes skarpe kommentarer ud til publikum og varme hilsner til chokerede ansigter, der uforvarende kommer ind på baren og bare ikke forestillede sig, at den skulle være så pakket.

Og Hr. Larsen, ja han har en fest sammen med sine nye, yngre bordherrer, der henter ham en øl i ny og næ.

Læs de øvrige artikler i serien:
Café Intime
Café Stærkodder

Skriv en kommentar

kommentarer

At få lov at lytte til og fortælle andre menneskers historie er et stort privilegium. Det gøres allerbedst med en øl i hånden. Revolutionen kommer nedefra, jeg lader andre om de store linjer.