ESSAY: Jeg er ude på omvejen. Mine slidte cykeldæk sejler gennem lyskryds og slår smut henover brosten. I en hverdag, hvor de fleste af os haster af sted, vil jeg gerne slå et slag for den lange vej hjem.
Duften af saltvand over Sydhavnen. Grønne lokker af tang bølger under vandoverfladen. Sommerregn. To legende børn klynger sig til rælingen af en synkende skude på Sønder Boulevard. Skibet tipper lodret gennem legepladsens mørke asfalt.
Det begyndte med en lun dag i april. Jeg var på vej hjem. Solen havde stukket næsen uhørt langt frem på den vinterblå forårshimmel. Min krop summede. Cykelkæden sang. Jeg havde sådan lyst til bare at blive der, på vej på min cykel. Så i et forsøg på at strække tiden tog jeg en sidegade, jeg ikke normalt tager. Nede ad sidegaden fandt jeg en helt ny by. En by af omveje, hvor hver en gade fører hjem, og vejen ligger åben.
Jeg gætter på, det er de færreste veje, du ser, når du suser afsted på din egen færd. De fleste af os cykler den samme vej hjem fra arbejde, uden at skænke vejen en tanke. Vi tager den lige vej. Den hurtigste vej. Velkendt og tryg. Vi kobler hjernen fra og træder i pedalerne. Bugter os ned ad Ågades asfaltflod og tømmer hovedet. Måske har vi lidt travlt? Der er jo tit ting, vi skal nå i den anden ende. Forpligtelser, der venter.
Tidsånden er noget stakåndet. Kaffen drikkes på farten. Skålen med Havrefras indtages stående. Gerne i en akrobatisk manøvre, der også involverer at tage sokker på. Tid er noget, man tager sig, men hvor man skal tage den fra, melder historien ikke noget om. Man kunne jo cykle hurtigere, men jeg foreslår det stik modsatte. Ophæv stavnsbåndet til H.C. Andersens Boulevard og tag en omvej.
Når man tager en omvej, oplever man den tid, man bruger på farten. Man nyder den. I manglen på kendte pejlemærker, ser man byen med åbne øjne; Assistensens æresport, Dagnys gravsten, rækker af blomstrende kirsebærtræer. Man giver sig hen til en barnlig nysgerrighed. Til højre. Til venstre. Tilbage. Nogle gange farer man vild, men som ordbogen vil det: ”Omvej… en vej, som gaar i en buet ell. brudt linje, ikke fører lige mod maalet…”
… Det kan jo være alle veje. Den gale vej. Sidste uge endte jeg i Frederiksberg Have. Man må ikke cykle i Frederiksberg Have. En skægget mand fodrede hejrer under en paraply af grønne blade. Jeg trak cyklen ned ad bakken.
Nede ad Kapelvej gemmer der sig en fem meter høj ammende kvinde på en husgavl. På Dybbølsgade går en chihuahua polstret i hvid dunjakke. Hver vej har sit særlige kendetegn. En stolt blodbøg, der knejser i vinden. Et knækket stopskilt. Under den bagende forårssol, gennem den støvede sommerregn folder byen sig ud og basker med vingerne. Vi er frie til at vælge vores egen vej.
LÆS FLERE ARTIKLER AF KAROLINE HÉR
