En københavners autenticitets-konflikt

Løber
//Illustration: Freja Kammer

KLUMME: Ikke kun det offentlige kan blive ramt af konfliktstemning. Levevilkårene kan for den ægte indfødte københavner anspore til så dyb en konflikt, at man næsten må hoppe i Søerne.

Jeg er en af den slags, man hører om, der ikke kommer fra Jylland eller oplandet og altid skal ’hjem’ i ferierne, og som er lidt sej at kende – en knaldægte og indfødt københavner, værsgo. Født og opvokset på Indre Østerbro og er aldrig kommet videre. Engang var Østerbro indbegrebet af BZ’ere i Ryesgade, Land og Folk Festival i Fælledparken, beverdinger i sidegaderne og surt dunstende ostehandlere i det meste af Nordre Frihavnsgade. Sådan er det ikke længere. I dag er Østerbro indbegrebet af barnevogne på stribe, klynger af burgerkæder i en CO2-psykedelisk akse af hakket oksekød omkring Trianglen, og i sidegaderne har vi de små bitte kaffebarer med pæne siddehynder på stolene.

Når jeg løber mine ture langs Søerne, undrer jeg mig tit over, at jeg endnu aldrig er faldet i vandet, for jeg er distræt og klodset. Og dér, lige omkring Dronning Louises Bro i kødranden af turgående ”københavnere” med solbriller og det hele lidt casual ’to go’ mellem hænderne, ville det være det nemmeste at træde forkert og snublende lade sig omkranse af ankelhøjt byvand. Men jeg bliver og forbliver på stien. Til mit held på en måde. Vandet dernede virker vådt og klamt, men også til min ærgrelse, for det ville være en forfriskende omgang med byens elementer spontant at ifalde dem, mens de andre så på. Måske man ligefrem ville stoppe op med telefonerne deroppe på promenaden og tage billeder af mig dernede i vandet. Sjove billeder, som efterfølgende kunne viralisere hele internettet på den organiske måde og med alle de rigtige hashtags, især #cph og #fun

Jeg har flere gange overvejet at iscenesætte et styrt ved Søerne på en af mine løbeture og simpelthen falde i vandet med vilje. Ikke nede i den underlige ende med piletræerne ved Sankt Jørgen, og selvfølgelig ikke på Indre By-siden, men et sted på strækningen mellem Fredens Bro og Søpavillonen, fx ved Kaffesalonens store tømmerflåde-terrasse. Det kunne være for at afværge at træde på en dum due, at jeg ”snublede”. Det kunne være for at løbe uden om fototyperne, de andre (irriterende) løbere, familierne på fire, der insisterer på at gå raskt på række ved siden af hinanden, eller det kunne være for at undgå hundelorts-hundene og hundelortene.

Men jeg gør det ikke. Byen er autentisk, og som ægte københavner er jeg det også, så jeg bliver og forbliver på min sti og løber i stedet nydeligt uden om de andre. Og er der rigtigt pres på stien, hvor jeg løber, jamen så bruger jeg parkouragtigt de græsbeklædte skråninger i en frisk overhaling, mens jeg glæder mig over, at jeg efter turen ikke skal mod nybyggeriet med glasfacader overalt uden for voldene, men hjem til Rosenvænget-kvarteret og mit sjælefyldte murstens-bo fra 1886; med utætte vinduer, bedaget sildebensparket og en symfoni af stuk og høje paneler.

LÆS FLERE ARTIKLER AF SIGNE HÉR

Skriv en kommentar

kommentarer

Bylivsskribent og freelancejournalist samt Indfødt og indædt københavner. Færdes aldrig uden gps uden for voldene, og jeg elsker, at mine børn snakker om skulle hjem til Danmark, når vi krydser Storebæltsbroen vestfra.