Byens besynderlige beskæftigelser: Bedemanden

Vores artikelserie ”Byens besynderlige beskæftigelser” omhandler tre forskellige jobs, der på hver deres måde repræsenterer et besynderligt, spøjst eller usædvanligt erhverv. Fælles for dem alle er, at de – på trods af deres betydning for byens sammenhængskraft – ofte går ubemærket hen. Man ser dem kun sporadisk i bybilledet, og når man endelig bemærker dem, vækker det måske enten ubehag, væmmelse eller noget andet. Men jeg er blevet nysgerrig. Jeg har fået lyst til at undersøge disse erhverv nærmere for at finde ud, hvad de egentlig består af. Denne gang er turen gået erhvervet som bedemand.

Bedemanden – Den Sidste Rejse, Østerbro

Første erhverv vi skal undersøge er bedemandsfaget: For at blive klogere på dette erhverv har jeg besøgt bedemanden Solvejg i begravelsesforretningen Den Sidste Rejse på Nordre Frihavnsgade. Så snart jeg åbner døren ind til forretningen, stikker Solvejg hovedet ud fra køkkenet inde bag butikken og hilser mig velkommen. Her er en rar og rolig stemning. Der er meget stille fra den ellers tætbefolkede gade lige uden for døren. Solvejg møder mig med et lige så rart og roligt væsen, og vi sætter os i de kurveflettede stole med en kop te. Solvejg ser afslappet ud i, tro det eller lad være, helt almindeligt pænt, lyst tøj. Det er ikke en dystert klædt bedemand jeg møder, men tværtimod en pæn og nydelig kvinde på 67 år, der har et levende og smilende ansigt. Jeg kigger rundt i butikken, som er hyggeligt indrettet – dog med en anderledes form for interiør, end hvad man ellers normalt ser. Forretningen indeholder en montre med forskellige former for urner, og der er også en reol med urner længere inde i butikken. Bambusurner, keramikurner, runde, cylinderformede og aflange. Aldrig har jeg set så mange urner på én gang på et sted.

Hverdagen for en bedemand

Mit allerførste spørgsmål til Solvejg omhandler hendes valg om at træde i karakter som bedemand. Hun fortæller, at hun tilbage i 1973 mistede sin førstefødte søn kort tid efter fødslen, hvorefter hun blev en del af Landsforeningen Spædbarnsdød. Efter at have fungeret som leder i foreningen i 10 år, startede hun begravelsesforretningen i 1999. Solvejgs engagement til at hjælpe folk i en svær tid, er altså opstået af egne personlige erfaringer med at miste.
Vi kommer til at snakke lidt om, hvordan en helt almindelig hverdag foregår for en bedemand. Det starter for det meste med et opkald, fortæller Solvejg. De fleste pårørende kontakter forretningen over telefonen, fordi de lige har mistet og ikke ved, hvad de nu skal gøre: “De fleste begraver ikke særlig mange i deres liv. Mange aner ikke, hvad de skal gøre”.

Helt praktisk taler vi lidt om, hvordan denne proces foregår, og Solvejg beskriver, hvordan hun selv og en chauffør kører ud til afdødes bopæl i en rustvogn og lægger afdøde i en kiste, så familien kan sige farvel. Allerede her tidligt i samtalen, bliver min opfattelse af døden og det at dø en smule afmystificeret. Om det er Solvejgs rolige væsen eller samtalen om emnet, ved jeg ikke. Da jeg kan forstå på Solvejg, at det også er hende som bedemand, der gør afdøde i stand efter afhentningen, kan jeg ikke lade være med at spørge, om det nogensinde har føltes grænseoverskridende at klargøre en afdød person. Til det svarer Solvejg roligt: “Nej, det vænner man sig til. Jeg har jo ikke kendt den afdøde som levende, så for mig er det nemmere. Man kan godt være omsorgsfuld over for den afdøde uden at føle sorg.” Da jeg spørger, om hun selv bliver følelsesmæssigt involveret en gang imellem, svarer hun, at det ikke er nødvendigvis er sorgen, hun bliver mest påvirket af, men den kærlighed, som man mærker, der er til stede. Som vi taler om, må kærligheden have været til stede for at kunne føle sorg, hvilket jeg må indrømme, jeg selv bliver lidt rørt over at tænke på.

De pårørende

Vi kommer herefter til at tale om de pårørende og om, hvordan Solvejg oplever sorgen hos dem. Jeg spørger, om hun oplever, at man er bange for døden? “Det er meget forskelligt, for mennesker er jo bare forskellige. Nogle vil helst ikke engang se et billede af en kiste og andre vil gerne se det hele”. Jeg spørger, om jeg må se nogle af brochurerne, og Solvejg henter flere forskellige: Kataloger over kister, urner og blomsterdekorationer. Jeg havde på en eller anden måde forventet, at det ville være lidt bizart at sidde og kigge på den slags kataloger, men jeg bliver overrasket: Det virker faktisk ikke spor mærkeligt. Vi sidder og taler lidt om de forskellige varianter af kister, og hvad de fleste vælger. Jeg spørger til, hvordan fordelingen af bisættelser og begravelser ser ud. De fleste vælger en bisættelse. Her i København er det nok ca. 90%, der bliver bisat, altså kremeret. Hvis man kommer til Vestjylland, så er det måske næsten omvendt. Der er langt til krematoriet derovre, så der har man en stærk tradition for at blive jordbegravet.” Der er altså ret store lokale forskelle, når det kommer til begravelseskultur.

Selvom Solvejg oplever meget sorg, når hun sidder over for de pårørende i planlægningsprocessen, så oplever hun også enormt meget latter og humor. “Det er jo ikke sådan, at folk kun sidder og græder. Så fortæller de en eller anden sjov historie om tante Erna, eller også siger de: Ej, hvis vi vælger de der blomster, så står hun sgu op igen”. Selvom emnet om død og begravelse umiddelbart lyder som alvorlige emner, føler jeg mig alligevel opmuntret og godt til mode, for også jeg oplever hygge og latter, når jeg sidder og taler med Solvejg.

Skal børnene kende til døden?

Da jeg til sidst spørger Solvejg, hvordan hun synes, man bør involvere børn i begravelsesprocessen, svarer hun, at man ikke bør skærme børn fra døden. Hun kommer med flere eksempler på børn, der har mistet en forælder, og på deres reaktioner heraf. Ifølge Solvejg er det meget vigtigt for børn at vide, hvad død er. Og i tilfælde hvor børnene er meget små, så er det enormt svært at kunne forklare det. Derfor anbefaler hun, at forældrene tager deres børn med hen for at se den afdøde, selvom de fleste forældre ikke ønsker det til at starte med: “Små børn ved, hvad døden er, når de ser det. Man kan ikke forklare et barn på halvandet eller tre år, hvad døden er. Men det er som om, at små børn bare ved det.”
Jeg spørger hende, om vi mon er født med at vide, at døden er et uundgåeligt vilkår her i livet, hvortil Solvejg nikker ja. Hun mener ikke, at børn er født med at synes, at døden er uhyggelig, og måske ikke engang sørgelig: ”De får den oplevelse af døden, som den kultur og familie, de vokser op i, viser dem. Så hvis vi gør det naturligt, så bliver det også naturligt for dem.”

Og den bemærkning vil jeg tage til mig og tænke over sammen med bemærkningen om, at før der kan opstå sorg, må der have været masser af kærlighed. Således har mit besøg hos Solvejg resulteret i en for mig mindre åbenbaring, uden at det skal relatere sig til noget religiøst. En åbenbaring om, at sorg faktisk er resultatet af kærlighed, og at jobbet som udføres af en bedemand er uundværligt og meningsfuldt på mange områder. Jeg vil derfor opfordre til, at vi i stedet for at rynke på næsen over bedemændenes erhverv, som for mange kan virke bizart og makabert, i stedet hylder og udviser respekt for et så meningsfyldt erhverv som bedemændene faktisk besidder. De er en uundgåelig del af byens sammenhængskraft, og fra nu af vil dette erhverv ikke være uvelkomment i bybilledet.

LÆS FLERE ARTIKLER AF MARIA HÉR

Skriv en kommentar

kommentarer

Bylivsredaktør og RUC-studerende med en forkærlighed for kultur og sprog. Elsker en god blanding af true-crime podcasts, Eurovision og Klovn.