Bybilernes ansigter

De fleste kender nok oplevelsen at kigge på en sky og se et billede tegne sig i skyen. For mit vedkommende er det oftest et menneskeansigt, der former sig ud af skyen – og faktisk er det ikke kun skyer, men næsten alting, vi omgives af, som jeg kan finde et ansigt i. Som tegner er jeg trænet i at betragte ting på en observerende måde, men jeg tror faktisk ikke, at man behøver at være tegner for at se ansigter i huse, træer, lygtepæle, genstande.

 

Særligt biler kan virkelig have et ansigt. Nogle gange føler jeg næsten, at man ved hvordan en bil ville se ud, hvis den var et menneske. Jeg har sat mig for at lave en serie tegninger, der netop kommer med et bud på, hvordan nogle biler ville se ud som mennesker. For at lave disse tegninger har jeg printet udvalgte biler ud og lagt dem på et lysbord under mit tegnepapir, så jeg hele tiden har kunnet forholde mig til bilens linjer og former, mens jeg har har lagt menneskeansigt på den med min tegneblyant.

Om projektet: 

Vi har gjort det før. Dengang havde vi stor succes med at lave projekter, som alene byggede på idéer fra og udførelse af de illustrative hjerner bag VINK. Nu gør vi det igen. Gennem de seneste par måneder har vores fotografer, tegnere, grafiske illustratorer og vores videojournalist vendt deres krøllede hjerner for at udarbejde hvert deres unikke soloprojekt til VINK.

 

Opgavekravene har været få, og kreativiteten derfor enorm; projektet skulle tage rod i kulturen i København. I to måneder er der blevet knipset, tegnet, streget ud og redigeret i mange timer for at gøre projekterne perfekte!

 

Nu er de færdige! Fra og med i dag publicerer vi én projektperle hver weekend som led i en længere perlekæde. Vi håber, det vil røre noget i dig.  Enjoy!

 

Holdet bag:

Illustrator/tegner Jonas Milton, fotograf Andrea Sigaard, videojournalist Anita Jensenius, tegner Andreas Blinkenberg & tegner Nicole Blicher Jonasson.