En hyldest til Storkespringvandet, dets symbolværdi og dets badende studenter
Solen skinner, festivalsæsonen er skudt i gang, og høfeberen er sat ind – med andre ord; sommeren er kommet. Jeg holder umådeligt meget af sommeren, dens lys, dens varme og dens blomster. Det er dog ikke kun blomsterne, der for tiden springer ud, det samme gør de kære studenter. Røde og hvide huer har de sidste uger ikke blot prydet studenternes solkyssede hoveder, men også de københavnske gader. Selv er jeg dimitteret fra Aalborg Katedralskole i det Herrens år 2013 og mindes studentertiden som toppen af skolekransekagen. Her nåede ikke blot tre års slid i gymnasiet sin ende, men en tretten års lang skolegang afsluttedes og skulle fejres. Her måtte mine evner som ballonpuster og kagemandspynter se sig slået af hestevogne, champagne og smukke roser. Det skulle nemlig vise sig at studenterfesten var mere storslået og traditionsbunden end først troet, hvilket også gjaldt dagene op til og dagene efter. For hvad var der ikke regler og ritualer for?
Så vidt jeg husker, var solcreme valgfrit, men derudover indgik vi alle i en lang traditionshistorie. Huerne skulle skrives i, bides i, klippes i, ja sågar drikkes af. Vi skulle bære hvidt, danse lanciers, se solopgangen og dyppe vores nøgne kroppe i Limfjorden. Sidstnævnte hører sig vist kun det nordjyske og vestjyske til, da Limfjorden som bekendt er at finde der. Det er dog kommet mig for øje, at vand ligeledes indgår i de københavnske unges studentertradition, nærmere bestemt Storkespringvandet.
Den genkendelige figur er modelleret af billedhugger Vilhelm Bissen og blev indviet i 1894. Trods mit aalborgensiske ophav har Storkespringvandet altid floreret i min bevidsthed som én af Hovedstadens mest kendte skulpturer. Hertil er at takke den danske protestsanger Cæsar, der lagde stemme til Thøger Olesens tekst Ali bali ali bali bi. Med en lystig melodi og et fangende omkvæd blev sangen om det store stygge storkespringvand en musikalsk følgesvend gennem hele min friskoletid, hvor sange med politisk substans var højt prioriteret. Og denne sang synes netop fremtrædende som levn fra 1960’ernes ungdomsoprør, idet Storkespringvandet blev samlingsstedet for protesterende unge. I dag kan Storkespringvandet derfor ikke blot agere erindringssted for ungdomsoprøret og de dertilhørende kampe, men også fremstå som scene for ungdommens arrangementer og fejringer.
Denne tanke fik jeg bekræftet ved en konfirmation i sidste måned, hvor jeg faldt i snak med konfirmandens farmor, der med varme i stemmen fortalte om, hvordan hun som nyudklækket jordemoder i 1970’erne dansede rundt om selvsamme skulptur. En tradition, der eftersigende blev skabt i 1950’erne og sidenhed er blevet vedligeholdt. Det synes derfor ikke helt tilfældigt, at det netop er dette springvand, som studenterne dypper deres bare tæer i. Herigennem videreføres nemlig en gammel ungdomstradition, hvor springvandets dråber inviterer studenterne ind i et bredt historisk fællesskab.
Nogle dage efter konfirmationen sprang jeg med Cæcars bløde røst i ørerne på min lilla og rustfyldte cykel. Her trodsede jeg sangens gentagende linje ”Vi går aldrig mere forbi …” for forbi Storkespringvandet, det skulle jeg. Det første der slog mig, og som så tit har farvet mit besøg hos springvandet, var menneskemængden. Springvandet er altid omringet af et væld af beskuende, hvilket ikke blot peger på skulpturen som besøgelsesværdig, men påviser også placeringens betydning. De tre storke, der udgør dele af skulpturens midte, hviler deres øjne på henholdsvis Strøget, Christiansborg og Illum. Storkespringvandet er altså plantet helt centralt i København, og vil kunne betegnes som én af byens knudepunkter. Det forekommer derfor næsten umuligt aldrig at skulle gå forbi det.
Jeg lod mig alligevel adlyde en smule af stemmen i mine høretelefoner, idet jeg med ansigtet rettet mod den ene stork lukkede mine øjne i. Efter flere sekunderes stilstand bemærkede jeg, at det rindende vands plasken nåede min svendende pande. Om det var vandet i ansigtet eller en anden åbenbaring, mindede springvandet mig om en stor døbefond, da jeg igen åbnede mine øjne. En klassisk kristen døbefond er også rund, lavet af sten og i stedet for tre storke er der ofte indgraveret tre fisk, der skal symbolisere den hellige treenighed. Således pålægges studenterenes møde med Storkespringvandet endnu en tolkning; nemlig at det fungerer som endnu et overgangsritual – overgangen fra ung til voksen.
Til trods for sekulariseringen synes den danske folkekirke og den kristne symbolik stadig at have stor betydning for vores forståelse af livets stadier. De vigtige spring i livet markeres med kristne ritualer. Barnestadiet markeres ved dåben, ungdomsårene markeres ved konfirmationen og den romantiske hengivelse til et andet menneske markeres gennem brylluppet. At der til studenterhuen medfølger et baderitual, vi ellers kender fra den kristne dåb, peger på, at dette er det endelige møde med voksenlivet. Den færdigstuderende er med sin dannelse klar til at påtage sig tungere ansvarsområder. Storkespringvandet udgør således et væsentligt monument i den københavnske historie og synes at være pålagt en højhellig symbolværdi med referencer til både kristendommen og til det danske ungdomsoprør.
Da jeg fik nok af selfiestænger og larmende turister, tog jeg min cykel i hænderne og traskede langsomt ned ad Højbro Plads, hvor jeg mageligt tog mig til panden dér hvor dråberne havde ramt mig. Foruden at billeder fra min egen dåb, konfirmation og studentertid viste sig for mit indre, følte jeg mig også utrolig heldig og privilegeret. Tænk sig, at storkene netop valgte at sprøjte deres historiske vand på mig.
Så I smukke unge mennesker, lad jer ikke blot bade i kærlighed, solens stråler og champagne, men kast jer i Storkespringvandets symbolske dråber. Velkommen til voksenlivet, jeg håber studenterhuen trykker!
Forsideillustration: Randi Hagemann.
Instagram: @randihage
LÆS FLERE ARTIKLER AF LUNA HÉR
