En aften på bøssebar

boessebar_anna-rasch-christensen

//Ilustration: Anna Rasch-Christensen

 

Endelig! Efter mange års frygt og usikkerhed lægger jeg låg på en urimelig skepsis rettet mod andres frisind. Jeg er nyudsprunget bøsse. Altid har jeg troet, at der ikke var plads til sådan nogen som mig. Men denne aften er jeg taget ind på en af Københavns hotteste og mest velbesøgte bøsseklubber for at få afkræftet mine fordomme og få troen tilbage til folket.

Planen er at mødes med Jesper. Vi har igennem et par måneder haft kontakt på  datingsiden boyfriend.dk, og han er egentlig gået hen og blevet min første homoven. Han har inviteret mig på bar for at vise mig, at der er en masse do’s and dont’s, som er vigtige at kende til for at kunne begå sig i miljøet.  Det virker til, at Jesper ved, hvad han taler om, og jeg føler mig tryg ved at skulle mødes med ham.

Der er mange mennesker på klubben, men jeg spotter Jesper i mængden. Jeg forsøger at presse mig frem, så jeg kan komme over til ham. På et par draq queens kæmper udmattede palletter på kjoler imponerende kampe for at holde sammen på de ekstra kilo, der er presset ned i kjolenerne. Der er vist kommet lidt ekstra til siden kjolens jomfrurejse, der uden tvivl også fandt sted i dette lokale. Ved siden af danser er par fyre. De er selvbetragtende, men har også de flotteste kroppe på klubben. De giver en god kontrast til de intellektuelle runde briller, der sidder på universitetsbøsserne. De møder mig med intimiderende elevatorblikke, der i passagen afsluttes med kærlige klap i numsen.

 

Jesper har allerede købt en øl til mig, så jeg sætter mig ned ved siden af ham. ”Skål og velkommen til din første bøssebar”, siger han, imens han løfter flasken. Han udsender sporadiske, men anerkendende tegn ud i lokalet til de bekendte, som han kalder ”fuckboys”.
Jeg lader min flaske ramme hans, men det bliver også svært for mig ikke at kigge ud i mængden. Jeg sonderer terrænet. Min aften har et formål. Jeg skal finde en mand, og det er gudskelov højsæson for promiskuøs adfærd, for vi er midt i Pride-ugen.

”Jeg valgte det her bord, for at få et skarpt udsyn mod døren, så vi kan se hvornår din drømmemand gør sin entre”, siger Jesper med en form for alvor, der samtidig fortæller mig, at der findes uskrevne regler, som vi må følge. Der eksisterer et kategoriseringssystem, som definerer, hvem man er, og hvem man er kompatibel med. Det vil jeg inden længe finde ud af.
Jeg kigger rundt og spotter hurtigt den første potentielle flirt. Han er muskuløs med skæg midt i trediverne. Han er en ”bjørn”, siger Jesper. Han fortæller mig, at bjørne ofte er maskuline og dominerende sexpartnere. De tænder på læder og indtager rollen som “daddy”.
Bjørnen kigger sultent på mig med en selvsikkerhed, der gør mig nysgerrig, og jeg har lyst til, at han skal komme over til mig, så jeg kan snakke med ham. Men Jesper fortæller mig, at det er tabu at være sammen med daddies. Det er ikke noget for mig, får jeg at vide.

Den næste, der fanger min interesse, er en ung blond fyr på min egen alder.  ”Han hører under kategorien ”twink”, ” Jesper tager en slurk af øllen og fortsætter; ”en twink er en ung fyr, der ofte har feminine træk. De er ofte tynde og uden kropsbehåring. ” Denne twink danser smilende med en øl i hånden, imens han skråler med på Robyn.
“Twinks er kun passive, og det gætter jeg på, at du også er. Det vil aldrig gå. Du er selv en twink, er du ikke?” Jesper kigger undersøgende på mig. Jeg har egentlig aldrig set mig selv som enten  passiv eller aktiv. Jeg er i virkeligheden rimelig fleksibel, men på trods af det, vælger jeg alligevel at vente og se, om der ikke kommer en, som ”passer” lidt bedre til mig. Det må der jo være.

Efter at vi har været en håndfuld fyre igennem, som Jesper har hjulpet mig med at styre udenom, begynder jeg at forstå, hvordan det hele hænger sammen.

Asiatere er kun passive og deres ideelle partnere er bjørne. De går under navnet ”rice”.
”Du vil sikkert ikke stemples som rice queen, vel?” siger Jesper og opfordrer mig til at skrive ”no rice no spice” på mine dating apps, så jeg ikke bliver kontaktet af asiatere og latinoer. Jeg har egentlig ikke nogen mening om præferencer baseret på race, men har godt lagt mærke til den etniske frasortering på de sociale LGBTQ-medier.

På samme måde udebliver mangfoldigheden her på baren. Det lader til, at de forskellige typer holder sig i deres respektive grupper. De mingler ikke tilfældigt. Dansegulvet er overtaget af twinks, hvor barstolene indtages af bjørnene. Hele baren er delt ind i forskellige zoner, der bebos af forskellige stereotyper.

Jeg tager den sidste tår af min øl og skodder min cigaret, inden jeg går op imod baren for at hente to kolde. Til højre for baren står tre fyre, der fanger min opmærksomhed. Jeg fanger vist ikke deres, selvom de lader til at være meget, om end diskret, bevidste om deres omgivelser.  Deres påklædning sørger for, at man kun lige akkurat kan spotte deres brystmuskler og biceps igennem deres trøjer. ”Det er straight acting bøsser. De er maskuline og viser ingen feminine træk. De nyder, at andre bøsser ikke kan regne deres seksualitet ud. Det er prestigefyldt at være sammen med en straight acting, ”jock” eller ”hunk”, fordi de ikke henvender sig til andre grupper, da de selv kun er interesseret i vaskebræt og testosteron”, fortæller Jesper mig, da jeg kommer tilbage til bordet og kaster blikket mod de tre fyre.
Det går op for mig, at dette miljø, som jeg har længtes efter at finde slet ikke lever op til mine forventninger. Det miljø, som jeg troede var omfavnende og fri for fordomme, er i virkeligheden dobbeltmoralsk og snævert. For det er dobbeltmoralsk at kræve accept og tolerance i samfundet, når man selv lever i et miljø, der har stærke forudindtagede holdninger om sine medlemmer. Jeg forstår ikke hvorfor jeg, midt i denne fejring af diversitet, ikke selv kan spotte de åbne sind.
Tanker og spørgsmål gør mit hoved tungt. Måske er det alkoholen og drømmen om frisind, der er brast.
Hvordan er det gået til, at kampen for accept i samfundet har distanceret os fra hinanden? Har vi overtaget de værdier, som vi så kraftigt har kæmpet blodige kampe imod igennem generationer. Vores frihed har vi valgt at udnytte til fordel for en racistisk og kropsskammende tilgang til hinanden. Racebaserede udelukkelseskriterier i sociale sammenhænge anses som acceptable, generelle præferencer. I resten af verden kaldes dette for sexistisk racisme. Tidligere generationer har defineret LGBTQ-personer ud fra stereotyper. Har vi overtaget den opgave selv nu? Kan det tænkes, at strategien for at ende samfundets stereotypisering af LGBTQ-personerne har præsenteret nye og ligeså stigmatiserende forestillinger om, hvad det vil sige ikke at være heteroseksuel?

 

Jeg finder mig selv uforløst og frustreret. Planen om at finde en mand er droppet. Selvom der tilsyneladende er en plads til mig i det uskrevne system,  så er jeg ikke klar til at indtage den. Jeg identificerer mig hverken som twink eller universitetsbøsse.
Jeg ved, at jeg ikke kan ændre noget her og nu. Men der må da være andre i dette miljø, der deler disse tanker med mig. Andre der er trætte af elevatorblikke og attituder. Andre der ønsker at disse anvendte labels, som jock eller twink ikke skal give anledning til fordomme og distancering . Andre, der længes efter gruppeidentiteten.
I sidste ende er vi jo bare mennesker, som stadig må være gode eksempler for den kamp, som priden repræsenterer.
Jeg tager med Jesper ud for at danse.  For på trods af alle de forestillinger og ideer vi har om hinanden, så er der en ting alle bøsser har til fælles, og det er evnen til at feste.

Skriv en kommentar

kommentarer

Cand.mag i Dansk og Bylivsskribent med hang til bodegaer, glimmer, sankning og arkitektur. Er både for og imod gentrificering. I øvrigt spiser jeg kun grønt.