Absalon er hotdogs og banko

vinkmainimgfilenrirlvxwyygdgvaxwnugfwhjdcvulecjfowtkiwwrgxduqstzjibhhywkltt

ABSALONSERIEN. Folkehuset Absalon vil gerne have plads til alle. Derfor har de mange forskellige events og overkommelige priser. Huset danner nu fundament for det sociale menneske, der nedprioriterer eventens indhold og opprioriterer sidemanden. Det var i hvert fald mit indtryk efter en gang Hotdog Banko i Absalon.

Allerede da vi ankommer sent på eftermiddagen, er halvdelen af kirkeskibet fyldt med mennesker. Ude i våbenhuset er der en turistflok, der lige har fået taget et fællesbillede på trappen. Andre gæster har fundet Bezzerwizzer frem, mens de nyder en øl fra cafeen. Nogle sidder med deres Mac og ser studerende ud. Børnene leger, mens de voksne taler. Den hjemløse passerer mig og træder igen udenfor i den isnende vind, der har glemt at blive varmere.

200 brogede mennesker er en torsdag aften samlet i en kirke. De er kommet for at deltage i den ugentlige banko, denne gang med et twist af hotdogs. Spillets hjemmebane, provinsen, er skiftet ud med storby, og plejehjemmet er skiftet ud med en moderniseret kirke, der nu er et folkehus. Folkehus er et begreb, som ejeren, Lennart Lajboschitz, har indført, da hverken forsamlingshus eller kulturhus helt slog til. ”Vi skal ikke lægge os op af noget andet. Jeg synes, det vigtigste er, at vi fandt et ord, som ikke er et normalt ord for at have en originalitet,” forklarer Lennart.

Efter en øls tid griber en ung, forklædeklædt fyr mikrofonen og forklarer fællesspisningsreglerne. De mange borde bliver inddelt på børnehavemaner, for at folk på organiseret vis kan hente hotdogremedierne i cafeområdet. En kurv med brød, en skål oksepølser, en tallerken med tre slags løg; rå, syltede og ristede og til sidst noget dyppelse. Én fælles bevægelse går gennem kirken, hvis besøgende straks følger instrukserne, mens der vækkes en følelse af lejrskole. Børnene hjælper deres forældre, der hjælper sidemændene, der hjælper nogle andre og så videre.

Efter maden samler vi den assorterede service sammen og stiller den op i cafeen. Det er ikke noget, der bliver sagt. Det er almindelig høflighed. Min ven løber op og køber plader, inden køen bliver for lang. Kort efter strækker køen sig hele vejen gennem kirken. Nu kommer folk virkelig hinanden ved, men modsat lange køer i supermarkederne, er der ingen sure miner her. Det er som om, alle uforbeholdent accepterer folkehusets vilkår.

vinkmainimgfileuregrtwwouaqmjufwpivrkhacnvcnhmxxtkyvirnzrzoyxlvtcajqsxdxkkp

Da vi kommer tilbage til vores pladser, er der et par unge fyre, som er begyndt af finde bankopræmier og talbrikker frem. Klokken 20:00 har de to fyre iført sig hotdogkostumer. Et lækkert, syntetisk, hotdogbrødsfarvet hylster, hvor der foran på midten er striber i rød, gul og brun. Ømt ser det ud.

”BANKO!” lyder det oppe fra balkonen. Kluntet løber Hotdog 1 ned for at tjekke bankopladen. Fyren vinder en af skrammelgaverne fra gavebordet inklusiv en hotdog, der lige er blevet varmet i en hotdogmaskine. Jeg vidste ikke, at en hotdogmaskine fandtes før i aften. Det ligner en brødrister men med plads til to hotdogbrød og to pølser. Efter at have spist hotdogs til aftensmad er det ikke lige den præmie, jeg sukker efter at vinde. Men der er kommet bankospillere til, som ikke har spist med. Og vinderen, han virkede begejstret for sin hotdog.

”En pølse med en klat ketchup bagved”, råber Hotdog 2. Han mener nr. 10. Han fortsætter, ”Pølsemandens baller og en knækket pølse”. Det er nr. 37. Hotdog 1 og 2 får gentagne gange serveret øl, hvilket resulterer i mere og mere usammenhængende kreativitet, som det overophedede publikum falder mere og mere af på. Desuden er der ingen højtalere i den bagerste del af lokalet, hvor vi sidder, så vi fanger ikke halvdelen af de hotdogjokes, der mumlende bliver fyret af. Heldigvis gentager pigen bag mig generøst samtlige numre for sin sidemand – og alle andre omkring hende.

”BANKO!” lyder det skrigende fra min begejstrede veninde. Jeg kommer op fra min henslængte stilling i stolen, mens hun grinende vinder sidste præmie inden pausen. Eller det vil sige, at hotdogdrengene glemmer alt om præmien efter at have tjekket hendes plade. Vi regner med, at hun får præmien, inden vi påbegynder 2. halvleg. Efter pausen er jeg nødsaget til at give drengene en tys bemærkning om forglemmelsen. De røde kinder i hotdogkostumerne bliver endnu mere røde, men min veninde får sin præmie; en halv meter gummitræ. ”Jeg VIL bare vinde”, havde hun sagt under maden. Mission accomplished.

 

Spillet fortsætter langsomt i det varme rum. Vi sidder og hænger trætte i stolene. ”Det er ligesom i Robinson, hvor deltagerne skal sidde på de der pæle…”, siger vennen overfor mig. Jeg ved præcis, hvad han mener. Kedsommelighedsstadiet er nået, og vi bliver begejstret, da Hotdogs’ne kalder sidste omgang. Første vinder får et af de efterhånden svedige hotdogkostumer, som hun selvfølgelig skal tage på. Vi fortsætter med to rækker, hvorefter forrige vinder får banko igen. Hun giver sit andet kostume til en 10-årig knægt, der meget begejstret klatrer ind i stofbrødet. Den fulde plade vinder en ung, Bonderøven-lignende fyr fra balkonen. Vi rejser os og smutter, selvom de afskrællede Hotdogdrenge ivrigt appellerer til, at man bliver hængende og nyder en øl mere.

Der er ingen tvivl om, at denne aften ikke helt møder min forventning. Det var også en høj forventning, eftersom jeg er gået forgæves til Absalon flere gange, da der har været for mange mennesker. Men det er nok en af bagsiderne ved Absalon, der som folkehus har så mange events hele tiden. Altså kan man risikere, at nogle events ikke er helt vel planlagt. Og på den måde bliver bagsiden en forside. For jeg er ærligt talt lidt træt af den organiserede og overfladisk korrekte københavnerkultur. Folk kan i Absalon komme ind i et rum, der har været brugt til at samle folk engang under kristendommens altomfavnende paraply. Men i dag samler rummet mennesker i et andet og nyt fællesskab, der har overskriften kultur og samvær. Derfor er mit indtryk, at folk ikke kommer til banko, fordi de vil vinde en hotdog og høre hotdogfacts, men fordi de vil være sammensammen. Altså ikke bare sammen derhjemme i 2V’eren, men derimod i det her gigantiske rum, hvor mange andre er kommet for at være sammen. Således endte jeg med at være sammen med Hotdogdrenge, kernefamilier, en begejstret 10-årig knægt og en Bonderøv.

 

//Alle fotos: Kim Jasper

Dette er anden artikel i serien om Absalon. I går skrev jeg om min undren og antagelser omkring Absalon og deres succes. I morgen kan du læse med, når jeg tager en sludder med ejeren, Lennart Lajboschitz, og hører hans side af Absalonfortællingen.

Efterfølgende er sidste artikel i serien udgivet. Den kan du læse her.

Kulturentusiasten, der elsker at formidle, dele og skabe kultur i København. Daglig leder på VINK er min primære funktion, men ideudvikling, research og skriblerier lurer altid i skuffen.