DIGT: Nogen gange er få ord fyldestgørende. Teaterforestillingen “Landet som ikke er” blander poesi og teater i en fortælling om sygdom, håb, sårbarhed. Læs med, når vi tager dig med på en teateroplevelse – fortalt på versefødder.
Illustration// Randi Hagemann
”Landet som ikke er”, Teatret ved Sorte Hest, Vesterbro, fredag den 7. september 2018
Der dufter af lavendel her.
I teatrets foyer.
Foyeren, der minder om en dagligstue
med sit særlige teaterpræg:
røde møbler
gamle teaterbøger i reolen
lysekronen
teaterplakater fra tidligere forestillinger – tænk hvor hurtigt noget kan blive teaterhistorie.
Aftenens forestilling står på poesi.
Den varme stemning i foyeren smelter sammen med
den forventningsfulde tanke om,
hvad der skal gå mig i møde fra scenen om et øjeblik.
Jeg har været her før – på teatret på Vesterbro
Genkalder mig nu erindringen om det lille, intime rum,
som kendetegner Sorte Hests teatersal.
Et nærvær med både scene og tilskuerpladser
mellem aktør og publikum.
Et tilbagevendende nærvær i den historie,
der bliver fortalt.
En teateraften i poesiens tegn.
En foromtale om aftenens forestilling.
En foromtale, der beretter om ”en fortættet fortælling i ord, billeder og musik
skabt ud fra Edith Södergrans digtning”.
Digtets fortættede form,
der forenes med
teaterrummets fortættede form.
En fortælling som en mosaik.
Vi mærker nærværet fra scenen.
Musiker Henriette Groth er lidt vanskelig at se i ”verdens mindste orkestergrav”.
Men hun er der.
Edith Södergrans ord flyder sammen
med hovedpersonens sang i rummet.
Rosalinde Mynsters flot beherskede vokal.
På én og samme tid målrettet og skrøbelig.
Forventningen stemmer overens.
Nærværet mellem aktør og publikum
i det intime rum.
Forventningen stemmer overens.
At sidde tæt som tilskuere.
Den stigende kropstemperatur, der bliver mere reel.
Jeg mærker varmen fra mine medoplevere.
Klinisk hvid scenografi
afløses af blåt lys.
Klaveret slår en poetisk tone an.
Understøttet af Rosalinde Mynsters kraftfuldhed.
Ediths sindsstemningsskifte.
Frustrationen over den sygdom, der har ramt Edith.
Sartheden som tuberkulosen sætter sig i Edith.
Skiftet fra klaver til violin.
Violinlydens sensitivitet.
De poetiske ord
udtrykt gennem enetalen.
Tankestrømmen.
Edith står langs væggen.
Et uforløst familieforhold
forsøgt forfattet gennem poesien.
Edith skriver breve til søsteren.
Edith giver udtryk for sin frustration gennem brevene.
Musik.
Bevægelser.
Bevægelserne er lig med frustrationen.
Gestikulation med arme til musik.
Violinlyden og kvindedans til undergangsmusik.
Jeg mærker smerten over Ediths sygdom.
Spotlight på Edith.
Skyggeformationer skabes.
Ord om liv.
Ord om frugt.
Edith taler om ”troen på hyacinter”
ligesom duften fra lavendler i foyeren.
Sanseindtryk.
Ekkostemmer fra musikken gør det intime rum større.
Det lille rum, bliver større.
Mosaikken af ”ord, billeder og musik” gøres klart.
Fornemmelsen af musik i rummet.
Det bliver mere nærværende:
Frustrationen – vreden over sygdommen.
Edith råber.
Fra skrøbelighed.
til styrke.
Fra mildhed
til vrede.
Jeg befinder mig i dette forestillingsrum.
I teatret.
Tæt inde i rummets fortættede stemning.
I poesien og musikkens sammensmeltning i det fortættede univers.
Min tilstedeværelse i det varme teaterrum.
Min tilstedeværelse i et fiktivt univers.
Der taler til min forestillingsverden.
Min forestillingsverden bliver lig med Ediths forestillingsverden.
Udtrykt gennem poesiens sprog.
Jeg mærker Ediths sårbarhed gennem den sanselige poesi.
Virker sårbarheden mere indgående i dette lille rum?
Musikken forstærker min medfølelse for Ediths situation.
Forstærket i dette intime rum.
Fordi det er intimt.
Jeg oplever, publikum befinder sig i flere forestillingsverdener:
Et publikum, der både har sin egen forestillingsverden,
men også lever sig ind i hovedpersonens forestillingsunivers.
Jeg oplever poesiens kompleksitet.
Skyldes det følelsernes kompleksitet?
Ediths svære liv?
Södergrans tekst er kompleks.
Den indre verden, der forløses på scenen, er kompleks.
Jeg oplever kontrasterne.
Tekstens kontraster udtrykt gennem poesien.
Kontrasten mellem
Død og liv.
Håb og frygt.
Edith trækker bagtæppet til side.
Foran os åbner sig en skov.
Det er en overraskelse.
Et helt nyt univers.
Hun putter jord på sin krop.
Det skræmmer mig.
Det virker forbavsende
Men også skræmmende.
Fordi jeg ved hun er syg:
At få jord på kroppen
At komme i kontakt med naturen.
At komme i kontakt med døden?
Er det en ny verden
som et drivhus, hvor noget vokser?
Det må være en kontrast.
Jordbunker og røg.
Den tilslørede verden.
På engang én kraftfuldhed fra skoven,
og lyssætningen, der sætter rammen for en sarthed.
Vi bliver en del af røgen, der spreder sig ud til os.
Vi bliver en del af skovens uudgrundelighed.
Poesiens komplekse tone.
Livets kompleksitet.
Røgen.
Døden.
i ét med jorden.
Skriv en kommentar
Læs også:
Emil Møller Christensen
Emil, studerende på Teater- og Performancestudier på KU med stor passion for det, der rører sig i det københavnske kulturliv, hvor der sker mangt og meget forskelligt på teaterscenerne. At få det sus, det er at gå i teatret, givet videre til andre i et skriv - det er fedt!