Københavnerdigter #3: “Det er som om følsomheden mangler”

Sommeren er allerede ved at tage sin afsked, imens vi forsøger at få det sidste ud af Aperol, kølige dyk i havnen og mindet om de varme, døsige nætter med åbne vinduer. Men hvem er det, som går rundt her i København og tager sig af ordene, imens vi andre boltrer os? Vi har kradset lidt i overfladen af digtermiljøet, fundet funklende guld og giver nu poesien plads til at indtræde i feriestemningens sidste eufori. Så tag med ud i byen, dyk ned i kroppe, køn, citrusfrugt og død med Københavnerdigter #3, Olivia Rosendal.

I en alder af bare 20 år har Københavnerdigter Olivia Rosendal allerede været skrivende længe. Siden hun var femten, er poesien dog blevet hendes foretrukne genre, så hun nu udelukkende skriver digte. Måske det er hendes musikalske evner, der har trængt sig på i hendes skriverier, for hun er især optaget af rytme og klang, når hun skriver. Stortrommen hamrer sig i al fald tydeligt ind i hendes mange bogstavrim, mens overfloden af s’er minder om den blide hvislen af en whisker mod et udspændt skind på en lilletromme. Anderledes flydende ønsker hun til gengæld selv at fremstå: Hun har ikke lyst til at blive sat i en kategori, at blive pålagt nogen mærkater. For hvordan skal man forholde sig til mærkater, andre har givet én, når man ikke engang selv er helt sikker på, hvem man er? Det betyder desuden meget for hende at fremhæve, at det er det poetiske, der betyder noget, ikke det politiske. Kunsten bevæger gennem det poetiske udtryk, giver liv på den måde. Det poetiske udtryk kan beskrive verden på en ny måde og bringe en større følsomhed frem i verden. Og følsomheden mangler, synes Olivia Rosendal. “Alting bliver så hastigt, at der slet ikke er tid til at stoppe op og mærke efter.”

_____

NONKROPFORMIST

Krop knoglet og skæv
_____________________tvekønnet
_______________________________tværkønnet

I søndagssolens sunday-sun svinger brystkasser som vekselstrøm
dine ar er store og smukke
end ikke skalpellen skamferer dig

min snedige spektrallinje
din talje taler latinsk
dine knæ knejser udover kroppens akser

mod et pastelfarvet lejlighedskompleks
flyder neonfarver ud af dit neokøn
du sminker byens børn
og springer ud som springgymnaster
____________________________________bøsser
___________________________________________valmuer

du er en fregne i regnvejrsmånederne
en følelse på registerets kant

____

MÅNEHERSKERINDENS AFSKED

Kæresterne med de spejlvendte rygge
kæresterne der bliver ved med at bløde
du kender ikke længere hendes cyklus

citruslugten mellem hendes ben
sidder på makeupbørstens skaft

snart snører hun for alvor underlivet sammen
sytten sting mellem skamlæberne

mens en mandarin under formiddagssolen
bliver usmagelig og sødner
rødmer rabarberen
som det hvide i hendes øjne rødmer
hun himler med øjet

tyngdekraften letter fra dine skuldre

I siger farvel, men ikke tak 
_____

MORGENBRUNCH

Vi koger et æg
det eksploderer i vandet
tager form som vira
___________________kastestjerner
________________________________tandhjul
I kogende fostervand
dødfødes en kylling
og _______________________som champagnebobler flyder
flyder ____________________det gule lig
op _______________________mod væskeoverfladen
med bugen i vejret

LÆS OM DE ANDRE KØBENHAVNERDIGTERE HÉR

Skriv en kommentar

kommentarer