KVINDER I KUNST: Helene Moltke-Leth

INTERVIEW: For Helene Moltke-Leth handler sand kreativitet om eksistens og væren, som hendes tværæstetiske virke skrøbeligt afspejler. Med hendes aktuelle udstilling “Hvem eller hvad er Gud nu?” forholder hun sig kritisk til kulturelle normer og klimaforandringer. Hendes kunst inviterer os til at stille spørgsmål og reflektere. VINKs kunstredaktør har haft en samtale med Helene Moltke-Leth om sin fortid som DJ i 90’erne, at være kvindelig kunstner og bæredygtig kunst.

I 2017 tog Füsun Eriksens initiativ til at starte Power of Women Festival, som sætter kvinders fortællinger i centrum. En festival, der manifesterer kvinder i kunsten i et forsøg på at gøre opmærksom på overrepræsentationen af mandlige kunstnere og behovet for et større fokus på kvindelige perspektiver, som vores samfund ellers har tendens til at gå glip af. I historisk sammenhæng har denne tendens blandt andet rødder i, at kvindelige kunstnere ikke har haft en lige så lang realiseringsfase som deres mandlige kollegaer. Kunstakademiet åbnede deres døre i 1924 for kvindelige kunstnere, og det var først i 90’erne, at kvinder for første gang var i overtal på Akademiet.

Under årets festival forløb ferniseringen af filminstruktør og kunstner Helene Moltke-Leths klimakommenterende udstilling “Hvem eller hvad er Gud nu?”i DGI-byens forhal. Denne fredag aften var forhallen magisk transformeret med DJ, naturvin og kunstinteresserede. Det synes næsten komisk, når der til tider var en svedig, forpustet flok, der efter sin træning stoppede op og med vandrende blikke, nysgerrigt undersøgte de sanserige fotokunstværker. Det er netop denne undren og refleksion, som Helene Moltke-Leths kunst inviterer til. Efter hendes mening skal kunsten aldrig være for konkret, men derimod få os til at mærke, føle, sanse og opleve, samt stille væsentlige spørgsmål, der ikke munder ud i et færdigt rationelt facit. Udstillingen består af 8 fotokunstværker, samt to prisbelønnede kortfilm. Ugen efter ferniseringen mødtes jeg igen med Helene til en snak om hendes tværæstetiske virke.

Jeg læste, at du var en af de første kvindelige DJ’s i Danmark. Hvordan fandt du modet til at springe ud i det?

“Ja, det er rigtigt, at Katrine Ring og jeg var de 2 første kvindelige DJs indenfor elektronisk musik her i Danmark. Det var en anden tid dengang. Vi var færre mennesker, der var ikke lige så meget konkurrence og der var en større medmenneskelighed.

Det hele startede med, at min storebror og jeg fandt ud af, at der var et ægtepar uden børn på nabovillavejen. De havde en stor have, og manden havde Danmarks største popplade musiksamling på vinyl. Et stort rum med plader fra gulv til loft, og han fik nye plader hver uge. Vi fandt derfor ud af, da jeg har været ca. 8-10 år gammel, at hvis vi hjalp med havearbejdet, så kunne vi få den nyeste musik indspillet på vores medbragte kassettebånd. Oftest før musikken var nået til at blive spillet på landsdækkende radio. Min far var også en total feinschmecker i forhold til klassisk musik. Så han var også en inspiration.

Det var først, da jeg blev teenager og fik det første kendskab til elektronisk musik, at jeg fandt min egen hylde og niche indenfor musik. Her var der et ukendt land, som jeg havde lyst til at dyrke. Det gjorde jeg helhjertet. Min interesse skaffede mig et job som radiovært på P3, hvor jeg formidlede min viden og spillede musik med en særlig forkærlighed for Detroit techno og Chicago house. Men jeg spillede endnu ikke ude på klubberne endnu. Det krævede et helt andet mod. Jeg vidste, at det var et must, at jeg skulle være 10 gange dygtigere teknisk end mine mandlige DJ-kollegaer, ellers ville jeg lynhurtigt blive offer for den der med ”kvinder og teknik går bare ikke sammen”. Det er charmerende, hvis en mand fucker op og laver en teknisk fejl, men hvis en kvinde gør det, får hun meget hurtigt verbale tæsk. Til gengæld fik jeg en utrolig opbakning fra mine mandlige DJ-venner. De var som nogle super storebrødre. De introducerede mig for en masse musik. De lærte mig at mixe, og en dag iværksatte de en handling, som jeg synes er vildt fantastisk. Steen Kong Mogensen og Henrik Møll havde en klub, der hed Blue Star. De fandt en aften, hvor de synes, jeg skulle spille, og satte mit navn på flyeren. De havde ikke sagt det til mig, de gav mig bare flyeren i hånden. Jeg blev vildt beæret, og deres tro på mig blev afgørende for, at jeg turde. Det blev mit første spillejob på en klub, og det er jeg dem så evigt taknemmelig for! Den enorme, generøse opbakning jeg fik af mændene i det elektroniske musikmiljø dengang både i København og i London i 90’erne var helt unik.”

Har du oplevet samme opbakning i dit tværæstetiske virke?

“Nej, jeg har aldrig oplevet samme form for opbakning i film- eller kunstmiljøet. I kunstverdenen forholder det sig stadig således, at mænd har mere end dobbelt så store chancer for at få udstillinger på gallerierne som kvinder, og at museerne har en endnu skævere kønsfordeling ved udstilling og køb af kunst. På trods af, at langt flere kvinder bliver uddannet som visuel artist på verdensplan. Det er vigtigt for ligestillingen, at mennesker kan spejle sig i et blik, som ikke fortrinsvis er det mandlige blik på verden.
I spillefilm handler det om at være underholdende og plot orienteret. “A man with a plan – will he succeed or not”, og det går der så 1 ½ time med. I journalistikken og i videnskaben handler det om at lave en skarp vinkel og undersøge et meget specifikt emne grundigt. Hvilket absolut er vigtigt. Men jeg mener også, det er meget vigtigt at kigge på sammenhænge. For mig er der store sammenhænge mellem stress, klimaproblemer, ligestilling og kunst.“

//Foto: Helene Moltke-Leth

Hvilken sammenhæng har de udstillede værker med udstillingens titel “Hvem eller hvad er Gud nu”?

“Det er et vigtigt spørgsmål for mig at stille. Er det dig, mig, politikerne, eller de store kommercielle firmaer, som er Gud nu? Eller er Gud i alt levende på denne jord? Udstillingen kredser om mennesket, natur og stress.

“Rainbow Uncertainty” tager afsæt i regnbuens farver. Teknikken med at lege med mit Leica helt ned i det ultra uskarpe i en blomst opstod ved en fejl, men da jeg så de universer, der opstod på den måde, blev jeg dybt betaget og bevæget. Jeg synes, at disse farvestrukturer var vildt smukke, og de kunne bruges til at lave min egen fortolkning af regnbuens 8 farver. Fandtes der en sandhed om livet i det uskarpe, jeg fik indfanget? Har træer og planter en aura, som mennesket ikke kan se med det blotte øje? For mig er de universer, som opstod, spirituelle, mystiske og giver mig en fornemmelse af alt det magiske i livet, som ikke kan måle og vejes, men som jeg mener, er centralt for vores trivsel. Jeg har i et år været meget optaget af regnbuens magi og de fortællinger, der er om regnbuen. Historien om Noas Ark, hvor Gud efter syndfloden lover aldrig mere at udrydde alt levende på jorden. Gud sætter regnbuen på himlen som tegn på sit løfte.

I “Beyond Words” binder jeg det stressede liv sammen med natur og visdom. Filmen går på billede og lydsiden fra larm og støj til ro, natur og visdom. “Running Through Life” belyser det stressede liv i en konkurrerende perfekthedskultur, som er med til, at vi som mennesker ikke kan overskue at tage os bedre af hinanden og naturen, men bare forbruger derud af.“

I hvilket omfang er dine 8 fotokunstværker bæredygtig kunst?

“Det var centralt for mig at lave billederne så bæredygtigt som muligt, men det var virkelig kompliceret og ekstremt research-tungt. Jeg talte med flere eksperter og fandt frem til, at den mest miljøvenlige måde at få motiverne frem på papiret ville betyde, at motiverne simpelthen ville forsvinde i løbet af et par måneder, da dagslyset ville blege motivet væk. Fordi den måde at fremstille billederne på ikke indeholder skadelige kemikalier, gør det billederne meget sarte overfor lys. At billederne ville forsvinde kunne være et fint statement, om at alting forgår og en påmindelse om dødeligheden. Til gengæld er det jo heller ikke særligt bæredygtigt at skabe noget, som forgår.

Det endte med, at jeg valgte det mest bæredygtige fine art-papir, som det tyske firma Hahnemühle producerer. Det består af 90% bambus og 10% bomuld. Jeg endte med at lave printene hos Art Print & Montage, som er en underafdeling til Vesterkopi. De er svanemærket, og jeg valgte metoden inkjetprint, da det er mere miljøvenligt frem for at lave C-print. Jeg mener helt klart, at alle industrier skal gøre deres bedste for at være mest mulig miljøvenlige.“

Du kan stadig nå at opleve Helene Moltke-Leths udstilling “Hvem eller hvad er Gud nu?”, samt fotoudstillingen “No Ice on Land”af Maria Sattrup i DGI-byens forhal frem til januar. Du kan læse mere om udstillingen på Power of Women Festivals hjemmeside.