Jag kan prata om allt

Mens de sidste travle københavnere endelig var på vej på weekend, og de første fyraftensøl blev svunget over disken, var jeg på vej til fredagens kunstoplevelse. På denne første forårsfredag i marts afholdt Aske Thiberg Stærmose nemlig sin første soloudstilling ”Jag kan prata om allt” på Q – udstillingssted for de studerende på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Et udstillingssted der for øvrigt er nabo til Charlottenborg, hvor de studerende holder til til hverdag. Her kan de kommende billedkunstnere eksperimentere og afprøve deres kunstneriske idéer i de store, lyse lokaler på Peder Skrams vej. Denne weekend var det som sagt Aske Thibergs tur til fylde rummene med videokunst, som jeg spændt skulle ind og opleve, da klokken nærmede sig 18.

 

Jeg havde besluttet mig for at dukke op til ferniseringen, lidt senere end Facebook-eventet havde varslet start. Denne fredag var der mange ferniseringer rundt omkring i byen, så jeg tænkte, at de fleste nok var taget videre til den næste udstilling på programmet på dette tidspunkt. Men der tog jeg fejl.

Foran Q var der en hob af mennesker. Københavns kunstneriske ungdom var troppet op og stod med en Tuborg i den ene hånd og en cigaret i den anden. Der lød en livlig, men alligevel tilbageholdt, summen blandt de mange mennesker, og jeg fik forsigtigt mast mig igennem og op til den lille, industrielle ståltrappe, der ledte op til dobbeltdørene, der forhåbentlig ville afsløre en masse fantastisk videokunst.

// Alle fotos: Clara Mosconi

 

Til min overraskelse virkede der tomt, da jeg trådte ind ad dørene – der var stille i det veloplyste rum og forruden et langt bord fyldt med tomme øldåser og et A4-ark med åbningstiderne for udstillingen, var der næsten ingen mennesker. Det fik mig hurtigt til at fortsætte ind i det næste rum, som jeg helt naturligt blev ledt ind i, da der var lukket af til det andet rum.

 

Da jeg trådte ind i rummet, var stemningen en helt anden. Belysningen var dæmpet, og folk stod og betragtede de projekterede videoer og videoskærme, der omkredsede os. Nogle bevægede sig stille rundt i lokalerne, mens der andre steder dannede sig afventende køer af folk, der ville se videoerne med lyd på gennem høretelefonerne. I stedet for et virvar af lyd, som man ellers kunne forestille sig i små lokaler, hvor videokunst er på programmet, var der stille, og der hang lange ledninger med høretelefoner ned fra projektorerne.

 

Foruden de to store rum på Q var der også et mindre rum med to fotografier af de personer, der agerede i videoerne tættest på. Jeg kom til at tænke på en filmpremiere, hvor hovedpersonerne som regel bliver blæst op på store plakater rundt omkring på væggene. En slags introduktion for at pirre forventningerne inden man går ind i den store sal for at blive underholdt. Forskellen var bare, at fotografierne på ingen måde skreg Hollywood, og at de portrætterede personer ikke var mennesker, men derimod animerede karakterer med drengerøvsattitude i joggingtøj og bar mave. Begge med et meget specifikt håndtegn. På fotografierne befinder disse karakterer sig i samme miljøer, som de er placeret i i videoerne. Den ene foran et højhus i et industrilignende kvarter, og den anden i et nabolag der bringer mine tanker hen mod et amerikansk underklassemiljø.

 

Jeg placerede mig, som alle andre, i en af høretelefonskøerne. Mens jeg stod der og ventede, og forsøgte ikke at se for meget af videoen for at få den fulde oplevelse med lydsiden, slog det mig, at der ingen steder var værktitler til syne. Det nåede at irritere mig en smule, for hvordan skulle jeg nu referere til en specifik video? Og hvad nu hvis jeg fik blandet dem sammen? Men jeg skulle senere finde ud af, at det ikke er et problem. For Aske Thibergs videoer gør hver især så stort indtryk, at de umuligt kan blandes sammen. De stod kun endnu skarpere frem på de nøgne hvide vægge.

 

”I Like Her Tho”, 2017

Da det endelig blev min tur, tog jeg høretelefonerne på og kiggede direkte på den store projektion få meter fra mig. Jeg stod foran en animeret karakter, blæst op i menneskestørrelse. Jeg var draget fra første sekund og kunne med det samme genkende karakteren fra fotografiet i forhallen. I den første scene agerede kameraet mine øjne, og jeg fulgte denne unge mand cirkulere om sig selv, på hvad der lignede en tom byggeplads. Hans krop bevægede sig krampagtigt, og han var iført et gråmeleret sæt joggingtøj. Efter et par toner fra et insisterende midi-keyboard afbrød en klar stemme min fiksering på skærmen. Jeg var slet ikke i tvivl om, at stemmen tilhørte karakteren. En stærk amerikansk accent og en meget drenget og engageret stemmeføring fik etableret sig som omdrejningspunktet for fortællingen. Det var nu stemmen, jeg havde fokus på, alt imens mine øjne fulgte den unge mands ageren på pladsen.

 

Hurtigt blev karakteren og stemmen dog ligestillet igen. For fortællingen var det visuelle og lydsiden lige vigtige. Jeg var ikke i tvivl om, at stemmen var funderet i karakterens hoved, og alligevel havde jeg en følelse af, at karakteren ikke var herre over den stemme. Karakteren blev legemet, det konkrete, kødet, alt imens stemmen blev idéen og det abstrakte, der havde valgt den unge mands krop at fokusere på. Den unge mand fungerede som værktøjet, eller maskinen, der udførte de handlinger, stemmen præsenterede for mig. Den unge mands mekaniske og automatiserede bevægelser og det ligegyldige, næsten intetsigende, ansigtsudtryk gav mig til tider kuldegysninger og blev næsten uhyggeligt.

 

Jeg havde dog ikke hverken lyst til eller behov for at pådutte videoen psykologiske eller næsten religiøse anelser, og hurtigt blev jeg hevet ned på jorden igen. For stemmen var hverken kommanderende eller ubehagelig, den var tværtimod ret humoristisk, fuld af liv og begejstring – præcis som et ungt menneske hvis hjerte slår lidt hurtigere for en helt bestemt person. Stemmen fortalte om denne særlige kvinde. Godt nok var hun lidt ældre end ham. Hun var sådan en voksen type, der gik med jakkesæt – til kvinder naturligvis – og hun gik i brune lædersko med høje hæle. På videoen foran mig svævede pludselig et par brune lædersko i luften, som havde de haft overnaturlige kræfter. Stemmen fortsatte og fortalte om, hvordan han havde været godt forberedt i sit møde med hende. Han havde fuldstændig undgået at fortælle om gymnasiet, men havde derimod fortalt om dengang han havde været på rundrejse i asien. Han havde bare ikke fortalt, at det godt nok kun var i to uger. Han lod til at overbevise sig selv om, at han havde ret godt styr på det. Alt imens stemmen fortæller mig disse ting, står karakteren og bokser ud i luften, som om han trænede til et snarligt opgør. Og så kom det. Det uundgåelige spørgsmål fra den 30-årige kvinde i jakkesættet: Hvor gammel er du?

 

Tankerne blev sat i gang hos mig. Jeg forestillede mig, hvordan den tomme byggeplads var det sted, den unge mand kom for at lade tankerne flyve. Et sikkert sted, hvor ingen kunne finde ham, og hvor han kunne forsvinde for en tid.

Her kunne han alt. Han havde styr på det med damerne, han var i topform – en rigtig sportsmand, han havde den fede bil og nå ja, så havde han talegaverne i orden.

Måske var det ikke helt sådan i realiteten. Måske havde han ikke rigtig forført hende kvinden. Måske var han i virkeligheden lidt usikker, måske havde han ikke den fede bil, og måske var han egentlig heller ikke særlig sportslig – på trods af det ret cool sæt træningstøj. Jeg fik stærke associationer til Gummi-Tarzan – dog i en helt anden forklædning. Men lige meget om det er et indblik i den unge mands virkelighed, eller om det hele derimod har været en forestilling, så fik jeg et meget virkeligt og ret sårbart indblik i en ung mands tanker.

 

Vi kan tale om alt

Jeg tog høretelefonerne af og vendte tilbage til virkeligheden på Q med helt tørre øjne og fladt hår. Jeg besluttede mig for at gå videre og stille mig i kø til den næste video. Jeg havde en helt vild lyst til at se mere, og samtidig var jeg mættet. Jeg ventede dog tålmodigt i køen til den næste video. Og den næste og den næste.

 

Efter en rejse ind i digitale universer med humor og store følelser, tomme rum og skramlede ghettoer gik jeg, lidt svimmel og tørstig, fra udstillingsstedet på Peder Skrams gade. Den kolde vind ramte mig som et koldt brusebad, da jeg trådte ud ad døren. Jeg kunne mærke mine røde kinder, og hvordan rynken mellem mine øjne langsomt glattede sig ud igen. Min koncentrationsevne havde været presset til det yderste den sidste halvanden times tid, og nu kunne jeg langsomt begynde at ryste det af mig og i stedet flytte fokus hen på cykelstien.

 

Mens jeg cyklede gennem den kolde forårsaften, tænkte jeg meget på udstillingens håndværksmæssige kvalitet. Aske Thibergs evner indenfor animation er virkelig imponerende, men det er ikke kun hans visuelle udtryk, der betager mig. Stort set alle videoerne har en fortælling og en fortællerstemme. For det meste på engelsk, men også en enkelt på svensk, indtalt af Aske selv. Hans tekstunivers er fantastisk, selvom jeg egentlig ikke tænkte så meget over den del til at starte med. Teksterne er utroligt nærværende og inddragende, på trods af at vi følger en persons inderste og mest dybfølte tanker. Vi er inviteret indenfor i karakterenes sårbare og nysgerrige sind, uden at det virker påtaget eller falsk.

 

Vi følger en række unge mænd, der alle kæmper med blandt andet identitet og kærlighed på hver deres måde, men uden at videoerne tager et dokumentarformat eller har et decideret forløb, vi følger. Selvom der bliver bearbejdet nogle ret alvorlige tematikker, føles videoerne på ingen måde tunge eller banale. De har tilpas meget humor og en lydside, der foruden de fantastiske fortællinger også musikalsk supplerer stemningen med diskante synth-lyde. Med andre ord får vi ikke ondt af karaktererne, selvom de virker noget forvirrede. Jeg ser mere Aske Thibergs videoer som en hyldest til ungdommen. En påmindelse om den tid, hvor en lille ting som at blive spurgt til sin alder var ret kritisk. En tid som, jeg kommer i tanke om, vist nok faktisk er lige nu, selvom mange af os ikke længere er teenagere, men det er nok derfor, det er så nemt at relatere til og i særdeleshed føles så ægte.

 

 

I Like Her Tho – Preview from Aske Thiberg on Vimeo. Copyright: Aske Thiberg

 

Se selv previews og fuldlængde videoer af Aske Thiberg her

 

 

/ Forsidefoto: Clara Mosconi

Kunstskribent og studerende på VERA skole for kunst & design.