Kollektivets genopstandelse: En alternativ vej ind på det københavnske boligmarked

Det begyndte som et oprør mod det borgerlige samfunds konformitet og arbejdslivets evige stress og jag. Kollektivet. Den nye sociale boform, der skulle frigive tid til livets små glæder og vise, at mennesket er stærkere i fælleskabet. I dag er kampen rettet mod et dyrt boligmarked, og kollektivet er vendt tilbage i nye former, hvor unge mennesker går sammen i kampen mod små lejligheder til dyre penge.

Det har altid været dyrt at bo i en storby. Med mange mennesker på lidt plads får det evige kapitalistiske mantra – udbud og efterspørgsel – næppe en tydeligere illustration end her.

Særligt for de mange unge studerende, der hvert år valfarter til København for at læse på et af byens universiteter, kan der være bølgegang på boligmarkedet. De søger nemlig ofte alle sammen det samme. En lejlighed, der kan lejes månedligt til mindre end en gennemsnitlig SU-udbetaling, der ligger nogenlunde centralt og gerne med plads til at svinge albuerne en ekstra omgang uden at vælte det nyindkøbte service.

Kan jeg byde på et kollektiv?

Når der tales om det københavnske boligmarked, går snakken derfor også ofte på almene studieboliger og kollegieværelser, hvor unge kan bo billigt, så længe de læser. Men der findes også unge, der søger andre veje. Veje der kan fører længere end til endt studie eller tiltrængt sabbatår.

En af de veje er kollektivet eller bofællesskabet alt efter mængden af idealisme. Overalt i København spirer det frem med nye fælleskaber, hvis blade udgøres af fælles madbudget og billig(ere) husleje.

Helt konkret viser en ny rapport fra interesseorganisationen Danmarks Almene Boliger (BL) en stigning på 40 procent over de sidste ti år af unge, der bor fire eller flere sammen, særligt i København. Med det har kollektivet også fået nye former fra 1970’ernes familiekollektiver, hvor det særligt var børnefamilier, der rykkede sammen, men nu altså er de unge.

Vi har besøgt tre kollektiver i København og omegn for at høre om deres liv i fællesskabets tegn, og om hvorfor det kan betale sig at gå sammen om en bolig.

Kollektivet
//Foto: Alberte Willemoës. Haven i Hvidovre med værksted, tagterrasse og drivhus.

Lejlighed eller hus og have

På terrassen udenfor deres villakollektiv i Hvidovre sidder Ann-Sofie Holleufer, 26, Louise Raussen, 35, og Simon Stålhandske, 32. Her har hver af de i alt seks beboere købt sig ind på en andel i et brunt villahus med grøn have til.

Gennem årene har de udvidet, så de nu både har værksted med tagterrasse, drivhus og vildmarkskar i haven. Det er alt sammen finansieret gennem deres fælles opsparingskonto og står nu som oprejste monumenter for deres fællesøkonomi. For mange af kollektivisterne bliver den fælles boform nemlig en mulighed for at bo andre steder, end de ellers ville have råd til. Fx her i villakollektivet, hvor husejerlivet kun er muligt i kraft af hinanden.

“Jeg har længe ønsket mig en have, men har på ingen måde økonomi til at bo i det alene. Eller lyst. Når man er husejer, står man jo selv med regningen, hvis taget en dag skal skiftes, og så er det rart at kunne løfte i flok. Det er på mange måder en enorm befrielse,” fortæller Ann-Sofie Holleufer og smiler.

I den anden ende af byen på Thorvaldsensvej på Frederiksberg er ti unge i alderen 22-23 år gået sammen om at leje to lejligheder. Hver af lejlighederne består af fire værelser, samt en stue, et køkken og et badeværelse.

De to lejligheder er egentlig adskilt, men alle beboerne har fået en nøgle til køkkentrappen, der forbinder 3. sal til 4. sal. Med kollektivets egne ord er de opdelt rent juridisk, men samlet socialt. Mange af lejlighedernes beboere er fra Fyn. Som tilflytter blev kollektivet derfor en chance for at komme godt fra start i deres nye liv i hovedstaden.

”Vi var en del, der stod overfor at skulle flytte til København efter højskole, og det var en stor omvæltning. Så der var en slags social sikkerhed i at kunne bo sammen med andre, når man er flyttet til en ny by, ” fortæller Marius Julert Larsen, der til hverdag studerer psykologi på Københavns Universitet.

Med så mange beboere er der ofte flere hjemme, og de valfarter gerne på tværs af lejligheder for at værne om hyggen. Denne lørdag formiddag er en flok på fire samlet omkring 3. sals sofabord. De har lavet kaffe og slynger sig lettere tømmermændsramte i stuens genbrugsmøbler.  

Kollektivet
//Foto: Alberte Willemoës. Den ene stue i kollektivet på Thorvaldsensvej. Indretningen er opstået ved en sammenblanding af beboernes ejendele.

Et fælles hjem

Selvom mange nye kollektiver består af unge mennesker, kan boformen også snildt eksistere på tværs af generationer, som på Gammel Kongevej. Her er den 50-årige gymnasielærer Ivar Zeck og den jævnaldrende pressefotograf Jakob Funder gået sammen om at købe en gammel københavnerlejlighed med hvid stuk og højt til loftet.  

Lejligheden startede som et familiekollektiv, men nu har de åbnet dørene for tre unge mennesker, der lejer tre af lejlighedens hele otte værelser.

Selvom det er Ivar Zeck og Jakob Funder, der ejer lejligheden, har kollektivet en flad struktur. Det betyder, at de sammen beslutter, hvordan kollektivet skal fungere, fx med det huslige arbejde.

”Det kommer nok ud af, at Jakob og jeg helst ikke vil pådutte struktur, men gerne udviske skellet mellem udlejer og lejer. Vi vil gerne undgå et hierarki med os som udlejere øverst, der så udsteder en masse regler, som vores lejere skal følge,” forklarer Ivar Zeck.

For deres ene lejer Puk, der er 24 år og til daglig læser på Københavns Film og Fotoskole, betyder det, at lejligheden hurtigt er blevet et hjemligt sted, hvor hun kan være sig selv og slappe af. Det er især rart, fordi hun tidligere har haft oplevelser med familier, der har sat mange regler for deres lejere og haft faste krav til bl.a. et lavt støjniveau.

”Mange krav kan gøre det svært at føle sig hjemme, i hvert fald for mig. Da jeg var til samtale her, så sagde du, Jakob, at I helst vil have, at folk betragter lejligheden som deres hjem. Og derfor ville jeg rigtig gerne bo her,” fortæller hun og smiler til sine bofæller over bordet.

En mulighed for at tænke stort

Selv når de mange beboere ikke er hjemme, manifesteres kollektivet tydeligt i rummene. Går man en tur rundt i fællesrummene, mødes man af en farverig jungle af blandede keramikkopper, stiklinge- projekter og imponerende brætspilssamlinger. Hvert badeværelse har flere slags shampoo og hvert køleskab flere slags mælk. Der er en klar fornemmelse af liv i rummene. De føles ganske enkelt etablerede. Som om de er blevet beboet længe.

At bo i kollektiv kan da også åbne dørene for en sikrere boligsituation. Ved at være fælles om et fast eje-eller lejemål, bliver det muligt at få en bolig, der ellers kun tilfalder den med en etableret karriere og fast høj indtægt. Det er netop det, de har gjort i villakollektivet i Hvidovre.  

Her betaler beboerne hver ca. 5000 kr. hver måned for husleje, vand og el, samt mad. Men det er også usædvanligt billigt, selv for et kollektiv. Ifølge kollektivets tredje fremmødte beboer, Simon Stålhandske, skyldes det, at huset er købt i en god periode før finanskrisen.

“Vi er heldige med dette hus. Det er købt for lang tid siden, i 2004, mens boligmarkedet var noget helt et andet, end det er nu. I mit gamle lejlighedskollektiv prøvede vi også at flytte i hus, men det var svært, og vi nåede ikke til bankerne, før vi gik hver til sit, så jeg fortsatte med at søge efter huskollektiv alene og fandt heldigvis det her, ” siger han og kigger tilfreds rundt om sig i eftermiddagssolen.

Men faktisk kan det stadig godt betale sig at tænke stort, hvis man vil eje kollektivt. Husk på kapitalismens mantra – udbud og efterspørgsmål – for efterspørgslen bliver mindre, hvis man søger efter flere kvadratmeter. Især her i København, hvor de store herskabslejligheder ellers for mange virker som en saga blot. Det erfarede Jakob Funder og Ivar Zeck, da de skulle købe deres lejlighed i 2017. Faktisk fandt de hele tre lejligheder til salg i samme opgang.

“Treværelseslejligheder er jo meget efterspurgte, så de kan blive meget dyre. De store lejligheder er billigere pr. kvadratmeter, så de egner sig godt til kollektiver. Så da vi fandt den her, slog vi til,” forklarer Ivar og Jakob, der har haft en pagt om at bo sammen i mange år og endelig tog valget, da Ivar stod over for en skilsmisse og derfor blev nødt til at genoverveje sin boligsituation.

“Det var en overvejelse om, hvad man kunne få lov til at købe alene, og hvad man kunne købe sammen. Der opstår muligheder for en federe lejlighed og en bedre beliggenhed,” konstaterer han.

En anledning til at gentænke fremtiden

Mange af artiklens medvirkende har boet i kollektiv i mange år og ad flere omgange. For dem er det blevet en livsstil, der har lært dem at åbne sig op og være ærlige overfor menneskerne omkring dem.

Det skyldes, at det ganske enkelt er nødvendigt med kommunikation, når man skal dele en hverdag og mere til. Men til trods for at det til tider kan være svært, kan de fleste næsten ikke forestille sig en bedre boform, og det har ført til overvejelser, om de muligvis skal bo kollektivt resten af livet:

“Jeg har tænkt tanken om, at jeg ikke har lyst til at skulle bo alene eller bare med min egen familie, men som et slags familiekollektiv. Det (at bo i kollektiv red.) har åbnet nogle døre for anderledes tænkning,” forklarer Sune Jensen, der til hverdag læser russisk og er med i kollektivet på Thorvaldsensvej.

“Det kræver jo en reevaluering af, hvad det voksne liv er,” supplerer Marius Julert Larsen. “Der er nogle effekter af den her livsstil, der er godt for mennesker. At skulle være noget for andre, lave mad til andre og gøre sig umage for deres skyld,” siger han og smiler til de andre om bordet.

LÆS FLERE ARTIKLER AF ALBERTE HÉR:

Skriv en kommentar

kommentarer

Bylivsskribent. En ekstrovert introvert med hang til stille morgener, festlige aftener, velskrevne bøger og lange cykelture i indre by.